Trommedominans fra rastløse amerikanere
Om de kommer mystiske ting i suppen i Portland, Oregon vil jeg lade usagt, men den tanke strejfede mig første gang jeg lyttede til Nice Nice’s debutalbum Extra Wow. Wow var ikke min primære tanke, tværtimod blev jeg irriteret over udspillet, som ikke rigtigt vil lukke sig op og give adgang til duoens univers. Jeg har nu lyttet albummet fire gange og det er tre gange for mange, for jeg er ikke blevet hverken klogere eller mere begejstret siden første lyt. Det hele er så overgjort på Extra Wow, at gentagelsen i bandets navn er et udtryk for den repetitionstrang, som de tretten numre på albummet udgør.
Jason Buehler og Mark Shirazi tonser løs på guitar og trommer, mens vokal og alskens elektronik, forsøger at udvide den minimale palet. Lige lidt hjælper det dog, for der er ikke skyggen af en god melodi på Extra Wow. Jeg kan i hvert fald ikke få hverken øje eller øre på den, skulle den være gemt nede i det støjende og bombastiske lydbillede. Nice Nice kalder selv deres musik for ”post-everything modern music” og det er da muligt, at det er et adækvat udtryk for duoens musik. I så fald håber jeg, at det bliver en døgnflue af en genre, for det er ganske belastende at lytte til.
Slagtøj er de to amerikanere forelskede i, for det dominerer albummet hele vejen igennem, men i mine ører uden egentligt mål og med. Jeg forstår ikke hvor de tribale rytmer vil hen, jeg bliver ikke ført noget sted hen, kun hen mod on/off knappen for at slukke for lydene.
Den motoriske legestue er sikkert velgørende for Nice Nice selv, men jeg finder de rytmiske beats, loops og huggende synths trættende, fordi der ikke arbejdes med genkendelighed eller melodifornemmelse. Et beslægtet band som Gang Gang Dance formår at vække interesse inden for samme rammer, hvorimod det hos Nice Nice støjer uden at forløse, det er eksperimenterende uden at vække nysgerrighed, det er rytmisk uden at få mig til at vippe med foden eller tappe med hånden.
”Set And Setting” og singleudspillet ”One Hit” lægger for med kakafonisk og infernalsk støj. Bankende trommer mødes af støjende guitar og en skrigende og distortet vokal. Ja jeg føler nærmest, at stemmen vræler af mig og det kan bestemt bringe en skøn katarsis fornemmelse i mig hos andre bands, men ikke her, her frustreres jeg bare.
På ”A Way We Glow” overdøves de dominerende tribale trommer på det nærmeste af alskens syntetiske og analoge effekter og det er anstrengende i stedet for udfordrende. På ”On And On” er bastant percussion igen i samspil med støjende elementer, helt uden traditionel begyndelse og ende og det virker underligt uforløst, hult og overdramatisk. ”Everything Falls Apart” er en klædelig titel, for nummeret falder sammen af den overlæssede musiceren. Fløjter og tangenter attakerer hinanden, mens vokalen slynger løse strofer, som er svært dechifrerbare for øret. Igen lukkes utidigt ned midt i strabadserne.
På ”Big Bounce” sættes tempoet for første gang lidt ned, men det gør ikke nummeret mere imødekommende og jeg er forvirret når nummeret pludselig abrupt er til ende.
Mådehold ville klæde amerikanerne, i stedet for deres evindelige tonsen og søgen efter et eksperimentelt nirvana.
Samlet set er Nice Nice sære og vrantne i deres udtryk og at kalde Extra Wow for eksperimenterende vil være for mildt et udtryk. Der mangler hoved og hale på albummet og duoen kan da spille på deres instrumenter, men noget godt får de ikke ud af dem.
Anti-musik kunne være et mærkat jeg ville hæfte på Nice Nice. Eneste kohærens i sigte, er de viltre og dominerende trommer og en rastløs energi, for alt andet er fragmenteret og jeg taber den røde tråd adskillige gange undervejs på Extra Wow.
