Brothers Of End: Mount Inside

Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.

Lyden af rummet mellem melankoli og instrumentanslag

Da Mark Hollis i 98 udgav sit fremragende (og desværre eneste) soloalbum, var det en gave af tyste musikalske anslag med så stort rum i musikken, at man nærmest kunne høre træets eget akustiske liv i det følsomt spillede piano. På den milepæl var man ligeså nærværende og opslugt af det som ikke blev spillet. Af pauserne mellem de sagte instrumenteringer, der fik lov til at rinde helt ud, inden et nyt tog over. Mange numre var så enkle og porøse, at man knapt kunne tale om egentlige melodier. Snarere en følelse, et musikalsk øjebliksbillede over en hypersensitiv strøm af toner. Resonanserne havde teten. Intet andet.

Helt så minimalistiske og stemningsrabiate er Brothers Of End ikke på Mount Inside, men der er alligevel en stemning omkring den svenske trio, der minder mig om ovenstående pragtværk.

Præcis som på den knapt to år gamle og fremragende selvbetitlede debut, er også den smukke opfølger præget af små undseelige stemninger og skrøbeligt bårne sange med fingeren på hjertekulen. Less is more er igen hovedtanken og det virker både lindrende og svalt, at være i selskab med den fine trio.

Brothers Of End består af to tredjedele Cardigans og en tredjedel Consequences/Marit Bergman og de er glade naturmennesker, som ynder livet under åben himmel. I hvert fald hvis man skal tolke coveret på både dette udspil og debuten. De drømmende og rolige stemninger der bærer Mount Inside giver en den samme fornemmelse man kan have, når man befinder sig i the great wide open. Lyse og ukrukkede vokaler stråler og oser om kap af nærvær. Enkle ufiltrerede guitarer spiller både akustisk og forstærket op mod delikat diskrete trommer og keys der ånder af længselsfulde himmelsstrøg.

Nogen har tilkendt folk-bandet prædikatet ”Et skandinavisk Fleet Foxes”, men det er at underkende bandet, som ingenlunde behøver sammenligning med amerikanerne. De er helt deres egne og skal behandles ærbødigt og på egne præmisser.

Alligevel sniger et band som Woven Hand sig ind i hukommelsen på den sprøde og fine åbningssang ”Valinge Träsk”, med sine sirlige banjoakkorder. Men der slipper væsentlig mere lys og positivisme ind gennem sprækkerne hos nordboerne, end hos den gammeltestamentlige gnavpot, bl.a. i de smukke kor og et saliggørende orgel, der lufter sjælen grundigt igennem.

”Daybreak” er en ualmindelig skøn akustisk ballade med pletvise guitaranslag ladet med tung reverb. Den lille sang beviser kunsten om det store i det små, for den subtile og forsigtige fremdrift munder ud i et overjordisk smukt keyboardomkvæd, som egentlig ikke gør meget væsen af sig, men som alligevel kaster gåsehud af sig, når det stille sniger sig ind i øregangene – simpelthen brillant og nok albummets allerbedste moment!

Også ”Stare At The Sun” opererer med nogle vældigt højstemte emotioner i omkvædet. En slags indie-gospel, der aldrig bliver så klæg eller lalleglad, som den gejstlige genre ellers kan have en uheldig tendens til.
På ”How Come People Fall” er der mere pondus, med et solidt trommebeat, der suppleres af guitar tilsat mere strøm, end bandet ellers har ladet ønske. Det nummer virker ekstra stærkt, når deres kompositioner ellers er så lavmælte. At guitaristen har et godt øje til Neil Young bliver også helt tydeligt her. Også det varme ”Feels Like Coming Home” ender i en hjerteskærende solo, der illuderer guitaristens glæde ved Youngs facetter som guitarist.

”Let Silence Speak” starter besynderligt nok, som en ren kopi af Lou Reeds ”Walk On The Wildside”, men skifter heldigvis hurtigt spor og ender som en dejlig selvstændig sang, der – præcis som albummet i helhed – vinder ved fordybelse og gentagende lyt.

For det er de små nuancer, der er på færde her. Man behøver såmænd ikke gøre en ihærdig indsats, men lidt arbejde skal bruges til for alvor at komme ind på livet af de asketiske stemninger og sangenes inderste sjæl. Sange som i første omgang kan synes en kende ferske og musikalsk parentetiske, viser sig over tid som det diametralt modsatte.

Vel vidende at jeg gentager mig selv, slutter jeg også denne anmeldelse, som dengang da debuten ramte mit bord.

Kæmpe anbefaling herfra!

More from Thomas Steen Jensen
The Silent Section: Contour Of A Passing Dream
More is more synes at være The Silent Section´s primære devise og...
Read More
0 replies on “Brothers Of End: Mount Inside”