Tyngde og atmosfære er alt hos Cult of Luna
Den massive svenske postmetal sekstet leverede en tung og dystopisk koncert natten til lørdag på den fine Avalon scene. Fem guitarister sørger for en uset tyngde og inspirationen fra kollegaer som Neurosis og Isis er tommetyk. Helt så gode er Umeå bandet ikke, men de spiller med en herlig voldsom tyngde, der nærmest tvinger en i knæ. Apokalypsen er på menuen, når bandet ondskabsfuldt river i deres instrumenter.
Sidste års glimrende Mariner med Julie Christmas ønskede bandet ikke at delagtiggøre for os denne tunge nattetime. I stedet fik vi et udsnit af tidligere materiale hvor især “I: The Weapon” og “In Awe Of” fra Vertikal blev skudt magtfuldt afsted fra scenen. Også “Dim” fra Somewhere Along the Highway er stor i sit udtryk og gåsehuden rejser sig på armene undervejs.
Lyset var holdt i grå nuancer og med en flot æstetik i løbet af koncerten. Bandet står ret introvert med deres instrumenter og musikken kalder nærmest på lukkede øjne og spændte nakkemuskler for hver gang et nyt og endnu tungere riff sætter ind. Kristian Karlsson, der overtog fra Klas Rydberg i 2013 har et gutteralt brøl, der matcher musikken fornemt og bestemt kan leve op til tyngden fra de hele fem guitarer der konstant er i spil. Kun når musikken indimellem bliver meditativt rolig løjer guitarstormen lidt af, indtil næste riffangreb sætter ind.
Numrene er lange, langsomme, repetive, atmosfæreladede og knusende, så man skal indstille sig på en time uden de store åndehuller. Teltet er pænt besøgt og folk står i trancelignende tilstand under koncerten. Der er nul verbal kommunikation fra bandet, heller ikke da der midtvejs opstår lidt lydproblemer. Her står bandet bare stille og venter med ryggen til publikum. Det er dog kun kort så sætter bandet igang igen.
En times massiv postmetal af den klassiske skole.
