Stærk energi men lidt ensformig indiefolk
Britiske Peggy Sue er en ganske særegen trio, der beskæftiger sig med musikalske modsætninger mellem den traditionelle folkemusiktradition og den smudsige skurrende moderne rockmusik. Katy Young og Rosa Slade hedder de to kvinder, der står for størstedelen af albummets mangfoldige instrumentering, mens Olly Joyce sidder bag trommer og percussion.
Stilen er en lidt blues-agtig folk, hvor der leges gevaldigt med stemninger og udtryksformer, og et væld af instrumenter som ukulele, banjo, mandolin, accordion, trompeter, guitarer, klaverer og meget andet, er med til at skabe det spændstige lydbillede. Men selvom variationen er omfattende, så sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af et album, der i sammenhæng danner lidt af en mudderpøl, hvor det er vanskeligt at skelne ret meget fra hinanden.
Ikke desto mindre er ”Long Division Blues” en fornem skæring med masser af liv, energi og spændvidde i arrangement og opbygning. Uforudsigeligheden i melodien er stor, og der er masser af underholdning. ”Careless Talk Costs Lives” har en dybde og alvorstone, der klæder trioen. Det er story-telling med god mening, og det er ganske fint og utraditionelt sammensat – omend ingredienserne er traditionelle. Også ”Matilda” er med i hatten af numre, der overbeviser. Den rastløst frembrusende bund af simpel guitar/bas-figur bærer historien om den stakkels ensomme Matilda, inden fortællingen kulminerer med en støjende og eksplosiv afslutning.
På den måde kan man tale om, at ”Matilda” har det, mange andre numre savner. Variationen er stor og opbygningerne er fornemme. Men sjældent kommer det klimaks, der bygges op til, og man sidder tilbage med følelsen af, at alt det der var stillet i udsigt, aldrig var sandt. Det er synd, for der er masser af stort potentiale i Peggy Sue, der mangler at kringle kronen på krogen i størstedelen af numrene. De tre gange det sidste skridt bliver taget, går alt op i en højere enhed for Peggy Sue.
