En aften i den Indianske svedhytte
Efter de tre mesterlige plader Woven Hand, Consider The Birds og Mosaic, faldt Woven Hand´s niveau markant på Ten Stones og det seneste udspil The Threshing Floor er endnu så spædt i mit sind, at det var med blandede forventninger jeg frekventerede Lille Vega søndag aften. Efter at have været vidne til adskillige koncerter med bandet, må jeg sige, at de over tid har forladt de mere dystert minimalistiske drømmende sekvenser og den nærmest indiansk chantede stamme-fornemmelse, til fordel for et mere bastant og rocket udtryk. Det være sig både på plade, især på Ten Stones som må betegnes som bandets svageste, og live. Dét er lidt synd, for den buldrende og bas-tromme dominerede spiritual-rock bliver i længden for ensformig og unuanceret i sit udtryk. Flere gange står det hele lidt i stampe og kadencen bliver for uinspirerende og enslydende.
Kun én gang i aftenens set-up gav David Eugene Edwards sig selv lov til, at udfolde sin storhed alene, kun akkompagneret af sin banjo og sine vokale dæmoner. Her blev aftenens måske bedste og mest intense øjeblik leveret i en ryggradsrislende version af ”Kingdom Of Ice” af en frysende god Edwards, helt og aldeles som kendere og yndere af bandet vil nikke genkendende til fra tidligere tider. Her var man for alvor revet med og suget ind i nummeret af den momentant bindegale Edwards, som kastede sit hoved fra side til side, mens tungen ville sit eget liv og besættelsen synes som en realitet. Det var nok mit største savn på en ellers bestået aften, at Edwards synes som om han har fundet fred med sig selv og tillykke med det og godt for ham, men det er altså alt andet lige mere spændende, når der for alvor er noget på spil for manden.
Edwards har om nogen, og det helt tilbage fra dagene med Sixteen Horsepower, præsenteret os sagesløse for et menneske, som tilsyneladende kæmper hvert minut for sit liv og sin forstand. Et menneske, som det kræver overskud at være i selskab med, men som også er så fandens ægte, pinefuldt søgende og konstant tvivlende, at man rives med som få andre på rockscenen. Dét hjemsøgte menneske synes, at have forladt det korpus der sad skiftevis med sin banjo og guitar, på sin taburet under hele aftenens seance. Ingen tordnen mod himlen, ingen angstjagende rullen med øjnene, ingen halvpsykotisk tungetale, ingen bersærkertændt nedstirren på de forreste rækker, som indgyder en frygt, der udmunder i en nervøs søgen efter nærmeste exit-skilt. Alt dette lader til at høre fortiden til.
Ellers må man konstatere at han denne aften blev bakket op, på fin vis i øvrigt, af gode gamle Pascal Humbert på henholdsvis elbas og kontrabas både med og uden bue, Ordy Garrison på trommer og Jeff Linsenmaier på keys.
Vega var denne søndag aften varmere end den asfalt, Edwards og co. betræder til dagligt i Denver Colorado og det helvede, som Edwards elaborerer en hel del over i sit tekstuelle univers, var fysisk tilstede i det tætpakkede lokale, hvor kondensen drev ned af væggene, som på det lurvede hotel i Coen brødrenes film Barton Fink. Alligevel ignorerede et særdeles medlevende publikum bageovnen og jublede og tilråbte Edwards imellem hvert nummer.
Aftenens sæt var nydeligt fordelt mellem bandets seneste fire skiver. Vi fik tre fra Ten Stones, tre fra Mosaic, to fra Consider The Birds og seks numre fra The Threshing Floor. Det første kvarter tilhørte åbningstriaden fra seneste album, hvorpå resten af koncerten cirklede lidt frem og tilbage i bandets diskografi.
Lydmæssigt fungerede det upåklageligt, bortset fra at Humberts bas drillede ham lidt, men det var ikke noget som fik uheldig indflydelse på det samlede indtryk, af en ellers velafbalanceret og styrkemæssigt fint afstemt koncert.
Der var mest respons fra publikum under de ældre numre, hvilket egentligt ikke er mærkeligt, med The Threshing Floor´s blot to uger på bagen og jeg synes umiddelbart, at der er væsentligt mere kvalitativt gods i de nye numre end Ten Stone´s. Udover ovennævnte sublime version af ”Kingdom Of Ice”, var det specielt ”Winter Shaker” og ”Dirty Blue” fra Mosaic, som sad lige i skabet og høstede størst bifald, men også ”Tin Finger” og ”Off The Cuff” fra Consider The Birds fungerede til fulde. Titelnummeret fra The Threshing Floor har bestemt også potentiale til at blive en genganger på Woven Hand´s setliste, med sine på en gang fine detaljer og voluminøst fyldige rockpower.
Alt i alt en god koncert fra Denverbandet, men også en ærgerlig konstatering af, at Edwards ikke har helt samme faretruende, fandenivoldske og maniske karisma, som tidligere.
I hvert fald var dette den svageste af de efterhånden mange koncerter, jeg endnu har oplevet med det ellers strålende og unikke amerikanske band.
Alligevel ender Woven Hand selv på en mindre end vanligt frygtindgydende og sjælerevsende koncertaften med, at være klasser over det generelle musikudbud, man præsenteres for i hovedstaden.
