Nyavantgardistisk postrock og skælvende øjeblikke af smertefuld skønhed
Hvad Templet mangler af fysisk plads, rummer de til gengæld af spændende navne og intime musikoplevelser, hvor de optrædende ikke kan komme tættere på deres publikum. Man står nærmest og dukker hovedet, når en af guitaristerne vender sig på scenen. Denne aften var der besøg fra det jyske med Lis Er Stille (LES), som havde taget deres legekammerater i Ave fra Odense med på besøg i det københavnske, med to koncerter i henholdsvis Templet og på Loppen om lørdagen. På den måde var der både mulighed for at opleve et nyt dansk navn, der umiddelbart virkede ganske interessante, og samtidig opleve LES med deres seneste album The Collibro i ryggen. Alt i alt en aften med spændende potentiale.
Ave albumdebuterer til efteråret, men man kan allerede starte med at gå på YouTube og se et par af deres yderst velproducerede videoer til numrene ”If ever any Beauty” og ”For her Departure”. Jeg var spændt på at opleve deres nedstemte rock noir, og da kvintetten gik på, skete der med det samme noget nærmest magisk på den lille scene. Sangeren har et karakteristisk udtryk som en langskægget Mike Stipe med rykvis og kantet motorik, men med en fuldstændig bjergtagende stemme med dragende vemodig skønhed og smertefulde nålestik, der pludselig eksploderer til kraftfulde højder. Musikken er en tindrende cocktail med det bedste fra R.E.M. og The National, men med en særegen krop og stemme, der langsomt fylder rummet helt ud til bristepunktet.
Bandet har indtil nu kun ’udgivet’ en EP under titlen 5 Poems, som kan købes hos iTunes, men jeg glæder mig rigtig meget til deres første gennemarbejdede album, der udkommer til august, for der er både talent og idé og ikke mindst nerve til stede hos Ave, der allerede nu virker som et komplet og rutineret ensemble. At de udfoldede sig på Templets beskedne scene, gav blot bandet bedre mulighed for at skrue op for legelysten og det elementært rockede med skarpslebne guitarer og tunge basgange. Hvis Ave fortsætter i det spor, de har anlagt, kan de blive rigtig spændende at følge i den kommende tid.
Aftenens hovednavn, der har tre albums og en række anmelderroste koncerter bag sig, spiller en helt anden avantgardistisk postrock, med elementer af Queen, Pink Floyd, Jeff Buckley, Yes og det hele tilsat et knivspids vanvid og skæve arytmiske forløb i musikken, der dog momentvist risikerer at miste publikum undervejs.
Deres seneste The Collibro indeholder et noget mere teknisk og eksperimenterende niveau end tidligere, og jeg var spændt på at se, hvordan de ville præsentere sig live. Lad det være sagt med det samme: Det kræver lidt mere end det sædvanlige at følge med, når LES fyrer op under de mere avantgardistiske sider, og når de folder sig ud i det mere nørdede spekter af deres musik. Selv er jeg mere til deres tidligere mere episke og tilgængelige forløb som de især udspiller sig på det fremragende album Apathobvious fra 07.
LES åbnede med et par numre fra The Collibro, og efter et par finjusteringer med lyden begyndte det allerede fra starten at hænge godt sammen, selvom de nye numre har en mere kompleks lyd og fremstår noget svære tilgængelige. Men Jon Gotlevs bastante og solide arbejde på trommerne holder godt sammen på tropperne, når især Byrialsen bag sit keyboard og Tue Rasmussen på sin swingende guitar flakser af sted på hver deres rejse ud i himmelrummet.
Hver gang jeg hører LES, både live og på cd, slår det mig, hvor udanske de egentlig lyder. Jeg kan ikke komme med referencer til andre danske bands, der har tilnærmelsesvist den spændvidde og den på samme tid totalt nørdede, tekniske og elementært og basalt rockende lyd. Tue Rasmussen sørger for en upoleret og momentvist anarkistisk lyd på sin guitar, Asbjørn Helboe spiller nærmest jazzet på sin tekniske bas, og sanger og keyboardspiller Martin Byrialsen har en af de mest originale vokaler, jeg længe har hørt. Det er ikke mange, der kan tåle at blive sammenlignet med Jeff Buckley, men det kan Byrialsen. Og han har heldigvis også den samme anarkistiske og skalasprængende performance i vokalen som Buckley også eksekverede. Det er kontrolleret og smukt, samtidig med at vi er ude i et overdrev af improviseret støj, hvor hele systemet vibrerer af maksimum belastning.
Da aftenen gik på hæld i Lyngby sluttede LES af med ”Lys over tid” fra Apathobvious, som er et ganske fint eksempel på, hvad der gør denne århusianske kvartet til noget helt særligt. Der er både afdæmpet melankolia med falsetsang og tusmørkestemning, og et opadstigende tempo, der ender i et crescendo af støj og hårdtpumpet rock, hvor der bliver spillet på alle tangenter. Byrialsen sidder som en besat bag sit piano, med sin benede krop og flagrende hår, mens Gotlev, Halboe og Rasmussen får pisket hinanden op til deres egen lille tribal fest på scenen.
LES har en sanger, der kan variere sin stemme fra den dybe bas til den skærende falset, og sammen udgør bandet en sammentømret enhed, der spiller noget af det mest originale og stemningsmættede musik på den danske scene pt. Og har man overskud til også at rumme deres abrupte og arytmiske indslag på deres seneste udspil, er der mange tangenter, man kan rejse ud ad sammen med den århusianske kvartet.
Meget kan man sige om Lis, men hun Er ikke Stille.
