En stor stemme i melankolske, smukke sange
Hun var den ene halvdel af duoen Everything But The Girl, som tilbage i firserne leverede melankolsk, kantet pop, og hendes varemærke har altid været en karakteristisk stemme, der både favner smerte, melankoli og med et insisterende drive. I tiden efter samarbejdet med Ben Watt er det blevet til tre soloudspil, hvor Thorn både leger med elektroniske beats og skæve rytmer, samtidig med at hendes stemme kæler for sangene.
På Love And Its Opposite er tempoet skruet helt ned, bortset fra ”Hormones” og ”Why does The Wind”, der peger tilbage til det mere dansable og folkede album Love Not Money fra ’85. Men resten af numrene har en drivende melankolsk, nærmest dyster stemning, som ikke er typisk Thorn, men som klæder hende gevaldigt, jo flere gange man lytter til albummet. ”Kentish Town” og især Lee Hazlewoods ”Come on Home to Me” er holdt i dræbende tungt mol, og indeholder en skæbnedyster melankoli, der ellers er forbeholdt kunstnere som Nick Cave, Dave Eugene Edwards eller vores egen Steen Jørgensen, dengang han havde noget på hjertet. Det er i hvert fald uvant at opleve Thorn i rollen som pessimistisk livsfortolker i en sådan grad som hun eksekverer på Love And Its Opposite.
Der er ingen tvivl om at Thorn har skabt et helstøbt album, der fænger og indfanger med sine stemninger, der synes skrevet i novembers tusmørke, som på ”Late in the Afternoon”, der har nattefald og synkende måne skrevet over sig med fede, matsorte typer. Om det er sit eget liv, Thorn synger om, nu hvor hun er blevet en midaldrende dame på 47, er uvist. Men det virker, som om hun har fundet hjem i sine nye sange. Om det hjem er et behageligt sted at være, er op til den enkelte lytter at vurdere. Men som Goethe sagde om digterkunsten:
Digterne skal lide, førend vi andre får stor kunst,
således kan vi andre glæde os over den smerte og de afgrundsdybe følelser, Thorn krænger ud af sit indre på de ti formfuldendte og fantastiske sange.
Jeg har altid været af den overbevisning, at albummet Eden med Everything But The Girl fra 1984, er et af de bedste og mest overbevisende musikalske præstationer fra sin tid, men nu har Thorn sluttet cirklen med et nyt og dybt personligt album, der lever op til den ærlighed og tilstedeværelse i stemmen, som hun startede for omkring 30 år siden. Love And Its Opposite er et album, der ikke kan anbefales nok, og er man på forhånd til Thorns og Everything But The Girls melankolske, folkede pop, er dette værk decideret uundværligt.
