02.06.10 – Rammstein – Copenhagen Live – Tiøren, København

Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumkontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste. Også denne aften på Tiøren ved Amager Strand.

Rammstein - Copenhagen Live (Foto: Lars Asmussen)

Tysk bombardement over København

Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumskontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste, og at dømme efter publikums reaktioner denne aften, var det også tilfældet på Tiøren ved Amager Strand. De var også nær sluppet uden om mine anmelderbriller på den baggrund, men ret skal være ret – deres enorme repertoire skal også leveres rent musikalsk, og heller ikke her var der meget at komme efter i aften.

Åbningsnummeret ”Rammlied” var et perfekt valg. Introen kørte mens et enormt tysk flag blev rullet ned som scenetæppe. Åbningen blev skudt i gang med et brag mens gigant-flaget fløj til jorden. Der stod de så, og tydeligt var det, at noget stort var iscenesat. Till Lindemann stod som altid mægtigt og solidt i centrum, og at hans kraftige krop var iklædt både slagterforklæde og en lille fjer-boa var et kontrastfyldt møde mellem det uhyggelige og det festlige. Selv om ”Flake” mellem sine keyboards var placeret hævet og bagest på scenen, havde han i aften en stor og sjov hovedrolle, hvilket jeg vender tilbage til.

Showets første del blev præget af numre fra det nyeste album Liebe ist für Alle Da. ”B******* (Bückstabü)” og ”Waidmanns Heil” satte skub i tempoet, og på sidstnævnte begyndte de første kasteflammer at skyde op fra scenegulvet omkring de seks tyskere på scenen. At setlisten derefter gik over i ”Keine Lust” og ”Feuer Frei” gjorde det til en start, jeg ikke selv kunne have valgt bedre. I det hele taget fik vi en næsten perfekt setliste, hvor jeg dog gerne havde set at de lidt kedelige ”Frühling in Paris” og ”Pussy” var blevet erstattet af savnede numre som ”Engel” og ”Mein Herz Brennt”, som jeg personlig gerne ville have oplevet live.

Rammstein havde så mange detaljerede teatralske indslag i deres sceneshow, at jeg ikke vil kunne gengive dem alle her. Som lovet kommer jeg dog ikke uden om at nævne ”Flake”, som var så meget mere end blot manden bag keyboardet. Fra at starte i et nærmest masochistisk læder-outfit, skiftede han inden ”Ich Tu Dir Weh” til en stramt og funklende sølvdragt og tog under nummeret en tur rundt på scenen i en gakket gangart. Tilbage mellem sine keyboards, kom der pludselig gang i et løbebånd under ham, og minsandten om han ikke under de næste 5-6 numre var konstant gående mens han leverede varen på tangenterne. Og da ”Haifisch” under ekstranumrene tornede ud over Tiøren, smed han en stor gummibåd op på menneskemængdens hænder, placerede sig solidt i den og ”padlede” en lang tur ud over menneskehavet.

Rammstein er på én gang politiske, dramatiske, uhyggelige og humoristiske, og deres gigantiske show hører nu engang bare ikke til under en blå himmel. Pyroteknikken buldrede frem nærmest under hvert andet nummer, Till Lindemann oversprøjtede publikum med både en skum- og papirkanon, og det var alt sammen visuelt meget smukt, da mørket endelig var brudt frem mod slutningen af koncerten. Et show som dette kan ingen gøre dem efter, og det var tæt på at tage min opmærksomhed fra koncertens minusser. Bassen rungede ved flere lejligheder så kraftigt, at det var forstyrrende, og Till Lindemann virkede enkelte gange (forståeligt nok) træt og forpustet i en sådan grad, at hans dybe vokal simpelthen stod af.

At Copenhagen Live ikke var et arrangement, der var som skræddersyet til Rammstein, er selvfølgelig ikke sekstettens skyld. Men udsolgte øl-telte, fulde mennesker der saboterede uden at ænse musikken og unge piger iført blå paryk, der vandrede rundt og solgte shots fra bakker, gav oplevelsen fra plænen et lille stænk Grøn Koncert-stemning, og det havde de tyske mestre på scenen fortjent bedre. For Rammstein gik turen videre til Skive Festival, og efter aftenens bombatiske show, kan man kun bede til, at den midtjyske by stadig står efter et tysk bombardement af denne grad.

Setliste

Rammlied
B********
Waidmanns Heil
Keine Lust
Feuer Frei
Wienerblut
Frühling in Paris
Ich Tu Dir Weh
Du Riechst So Gut
Benzin
Links 2,3,4
Du Hast
Pussy

Ekstra

Sonne
Haifisch
Ich Will

Written By
More from Lars Asmussen
27.09.12 – Fun. – Store Vega, København
Fun. gav publikum en sjov aften i Store Vega. Nate Ruess var...
Read More
0 replies on “02.06.10 – Rammstein – Copenhagen Live – Tiøren, København”