90’ernes 30 bedste albums: #27
Den dag shoegazen mistede sin uskyld
Kevin Shields var manden som for alvor satte shoegaze-rocken på det økonomiske landkort, for hans værk Loveless kom til at koste et godt stykke over to millioner kroner og var dermed tæt på at koste et profitabelt og højanerkendt pladeselskab livet. Når jeg skriver Kevin Shields´ værk og ikke My Bloody Valentines, er det fordi han var bandets ubestridte leder, eller diktator om du vil. Han styrede begivenhederne suverænt og enerådigt og havde altid det sidste ord i skabelsesprocesserne.
Shields startede med trommeslager Colm Ò Cíosóig i diverse konstellationer i midtfirserne, med hvem han lavede mini-lp´en This Is Your Bloody Valentine. Flere Ep´er fulgte, men det var først efter, at først bassisten Debbie Googe og senere guitaristen Bilinda Butcher blev implementeret, at MBV fremstod i sin endelige jordskælvs-skælvende version.
Isn´t Anything lagde i 1988 skinnerne for et af den alternative rocks allervigtigste udgivelser, Loveless. Selvom Isn´t Anything er et særegent, skævt, nyskabende og aldeles fremragende album, var Loveless kronen på værket og den plade, der kom til at stå som den ultimative milepæl indenfor shoegaze-genren.
De som var så heldige som undertegnede, at møde irerne på Roskilde Festival i 1989 – i øvrigt efterfulgt direkte af Bands Of Susans, som tilsammen blev et af det bedste set-ups i Roskildes historie indenfor shoegaze/støjrocken, og i Den Grå Hal i 92 under det problematiske navn Grungerock Festival – ved at intet man havde oplevet før og for så vidt også efterfølgende, kan stå mål med det offensivt brutale, men også isnende skønhedsskabende lydbombardement man var både vidne til og taget som gidsel af på de to datoer.
At man skulle være så heldig, at få del i oplevelsen en gang til i 2008 igen på dyrskuepladsen, er vel bare et glimt af den gode Herres velvilje, for det var sandt for dyden ikke blevet ringere med årene, selvom chokeffekten selvfølgelig var aftaget siden dengang for små tyve år siden, hvor man måbende stod åndeløst fanget i den henrivende og sensuelle sadomasochistiske englestøj.
En engelsk musikkritiker beskrev engang MBVs altid afsluttende live-nummer ”You Made Me Realize”, som The Holocaust. I hvert fald har det næsten tyve minutter lange nummer en så støjende udgang, at det nærmer sig øretortur uden mulighed for flugt, og mangt en koncertgænger har med garanti fået lagt fundamentet til sin tinnitus under den seance.
Englestøj eller psykosenær ekstase var lige præcis det MBV kunne – og som intet andet band har gjort dem efter. Man blev mødt af tumultariske og frenetiske toner, som lurede både i de nedre, mellemste og øverste lag af musikken. Nye detaljer åbenbarede sig for hvert lyt og det som sine steder kunne virke som en monumental mur af støj, gemte på subtile og kun sagte og lidet hørbare nuancer, som lå næsten gemt helt bagerst i lydbilledet.
Uendelig mange spor kunne anes i musikkens akustiske rum, indimellem spillet baglæns eller loopet til ukendelighed. Guitartoner vredet og forvrænget i alskens metalliske, dissonante og diskante bøjninger. Støvsugerflader og elegant knitren, mødtes af øresønderrivende feedback som gjorde, at man skulle have tungen lige i munden og ørerne klar til opdagelse hele tiden, for man kunne fjernt og dybt nede dechifrere, at spændende og detaljerige toner og overtoner var drillende på spil i støj-paletten.
Shields og co. skruer og modulerer i ét væk på Loveless og dét så det indimellem bliver decideret dansabelt, i særdeleshed på den loopede og rave-lignende støj-dance ”Soon”, og hvor tit kan man lige sige det om shoegaze-rock.
Sange og lyrik på Loveless er mestendels Shields værk. Ò Cíosóig står for den korte, men sært melankoli-gribende ”Touched” og Butcher står for en tredjedel af teksterne. Ikke alene er Shields hovedmanden bag sange og tekster, han spiller sågar også det meste selv på indspilningerne. Butcher deltager momentant og Googe er fraværende selvom hun er krediteret i noterne. Shields guitarteknik var enestående på den ellers så flanger- og choruspedal-forelskede shoegaze scene. Han skabte en teknik kaldet glide guitar, som helt enkelt gik ud på at vride tremolo-armen, mens han strøg den langs strengene. Det gav den ønskede effekt, at strengene hele tiden bølgede ind og ud af det tonale område, så det periodevis lød skævt og falsk, som en elastik spundet ud som streng.
Trommesløjferne som Loveless er rig på, er baseret på Ò Cíosòigs samplede trommer, som var et udslag af hans, på det tidspunkt fysiske og mentale problemer. Ikke desto mindre er der ingen hørbar forskel, når de fremføres live. Vokalerne leveres i fællesskab af Shields og Butcher, og de ligger så lavt i mixet, at de fremstår som sunget af genfærd fra det hinsides eller engle iført distortion-vinger.
Stemmerne sammen med det skæve og off-beat agtige lydbillede gør, at man som lytter bliver helt tummelumsk eller svimmel, især hvis man ifører sig høretelefoner. ”Loomer”, ”Blown A Wish” er eksempler på syreskæve sager, som må være det tætteste man kommer på et lsd trip uden kemi. Man bliver simpelthen frydefuldt rundtosset, mens tæppebomber af støj arbejder imod de smukt svungne melodier, og det medvirker til en berigende og substantiel divergens, som er forrygende og forrykt på én og samme gang.
Vokalerne er indimellem i sync, indimellem ikke, men altid duellerende eller i forskellig tonal højde. Den sensuelle og drømmende stemning er i højsædet på ”When You Sleep”, som bevidst er indspillet en tidlig morgen, hvor Butcher efter en lang nats arbejde blunder og abrupt bliver vækket og ført til mikrofonen. Det skaber den døsige og dovne feel, som flere af numrene har en sær og ugidelig odør af.
”Only Shallow” er så i den modsatte ende mættet af oceanstore riffs, som forunderligt nok smelter ind i en fløjlsblød popsang i versene. ”Blown A Light” er nærmest ambient udsat for tindrende støjskyer, som indhylder en smuk lille popsang. Og netop popmelodier filtreret og hentet op fra gemmerne dybt nede under de insisterende og støjende guitarer i alskens feedback, er hvad det irske band, gør som ingen andre. Heri ligger bandets force og min evige tilbagevenden til og søgen i MBVs uudgrundelige univers
Den foregribende lyd på Loveless skabte et værk, som må stå som et af de mest influerende indenfor shoegazen og den alternative rock. Kært barn har mange navne og uanset hvilken genre man kategoriserer MBV under, har de med Loveless lavet en uomgængelig milepæl som på ingen måde lider under tidens tand, men stadig i dag fremstår nyskabende og inspirerende.
