90’ernes 30 bedste albums: #22
David Eugene Edwards’ kamp med indre såvel som ydre dæmoner tog sin begyndelse helt tilbage i hans spæde barndom, hvor han turede de amerikanske stater tynde med sin far som var vækkelsesprædikant. Edwards har alle sine år med Sixteen Horsepower og senere også Woven Hand i næsten endnu højere grad, kæmpet en frådende kamp på liv og død med djævlen og synden. Efter den glimrende fuldlængde debut Sackcloth ´N´Ashes – inden da havde bandet udsendt en seks-sangs EP – kom det bedste øjeblik Sixteen Horsepower leverede, i hvert fald i 90’erne; Low Estate.
På coverets fotos poserer Edwards nu, som en sortklædt preacherman med The Holy Bible liggende på gulvet foran sig, og skulle man før have været i tvivl om hans religiøse præferencer og om der lå en ironisk distancering gemt ikke mindst, kan ingen længere se forbi det alvorlige i Edwards’ fremtræden og syndefaldsberetninger. Har man oplevet manden live, vil man vide at der nærmest er tale om en art eksorcisme, når manden optræder, eller rettere sidder på sin taburet, mens spyttet står ham ud af munden og øjnene ruller rundt i hovedet på ham, som en besat mand der taler i tunger i en nær psykotisk trance. Man er ganske enkelt og helt og holdent i hans magt, mens det står på og er altid en unik oplevelse rigere bagefter.
Low Estate er spækket med hypnotisk og rustik alt.country pakket ind i bibelske citater og referencer. Banjo, fiddles, bandeon, marimba, orgel, violin og kontrabas optræder på lige fod med trommer, bas og guitar, og det er særdeles medrivende og rock´n´rollet hele vejen. En slags country´n´roll med hørbare gulvtramp og lige så meget vildskab, som et hæmningsløst metalband.
John Parrish står for produktionen, og han leverer et mesterligt album, med stor evne for på en gang både at tøjle og løfte bandets musik. Edwards headhuntede i øvrigt Parrish efter begejstret at have lyttet til Dancehall At Louise Point, som Parrish lavede i fællesskab med P.J.Harvey. Bag sig har Edwards et gennemsolidt og nuanceret band med fine fornemmelser for, hvornår der skal buldres og hvornår der skal holdes igen. Jeffrey Paul Norlander, Jean-Yves Tola og Pascal Humbert er tre gode musikere, som både kan træde i karakter og lade Edwards fylde sit ego ud, når det forventes.
Fra Sackcloth ´N´Ashes er der ikke sket kæmpe nyskabelser, måske bortset fra at Low Estate er blevet en kende mere southern gothic i sit udtryk. Edwards’ sange berører som altid det eksplosive forhold imellem det gejstlige og det verdslige liv. De skismaer og paradokser det medfører, at leve et religiøst og trofast liv, på lige linie med ens behov for kærlighedslivets stimuli og fristelser. Allerede på åbningsnummeret ”Brimstone Rock” besynger Edwards det problematiske i dette forhold:
I beseech the Lord clear my head
before once again I scar the soul of that girl in my bed
Hvorefter Edwards sætter i et rædselsvækkende og isnende skrig, direkte adresseret til djævlen og gåsehuden sætter ukontrolleret ind hos lytteren. Her er Edwards helt på omdrejningshøjde med koryfæen Nick Cave, en åndsfælde han både tåler sammenligning og deler musikalsk og tekstuel klasse med. Det er en både profan og aggressiv tilgang til kristne og oftest gammeltestamentlige budskaber. Der bliver ikke lagt fingre imellem eller leflet for den kristne verden. Næh Edwards ærinde er konstant, at udfordre sin egen tro og moralske spørgsmål, og der er ingen tabuer eller værdier som ikke tåler debat.
Det er ofte en grum spiritualitet som sættes på spidsen, for at anskueliggøre det svære liv, som et på en gang troende og tvivlende menneske. Edwards er så passioneret, at man er tæt på at blive skræmt væk, af den grænseløse intensitet han lægger for dagen. På ”Low Estate” mødes man af den mest sørgmodige violin i mands minde. Det nummer er på én og samme gang en sjælerenser og indgyder en afgrundsdyb melankoli i sindet. Titelnummeret er, ud over at være ét af Sixteen Horsepowers bedste numre overhovedet, et mesterstykke i deprim-goth fra såvel sydens som syndens USA.
På ”For Heaven’s Sake” ligger Edwards på lur som en sulten tiger på spring, inden han i omkvædet hyler mod himlen, så man tror han drives af Lucifer eller egne indre dæmoner. Igen er strofer som:
I surely knew it was a trap
Yet my hands they would not listen
I shoulda known your word was flap
Comin´ out all sweet and drippin´
O so where could I go – yes but to The Lord
I been to your house an seen what you adore
I left there stiff – stiff as a board
When will I hurt for heaven´s sake
When will I suffer for the sake of heaven
En indikator på Edwards gennemsyrede tvivl overfor sig selv, sine seksuelle impulser og sin tro. Det fortsætter på ”Sac Of Religion” hvor Edwards går vokal bersærkergang, som en hund inficeret med rabies i sidste stadie, mens han slynger stædige linier ud som:
She won´t come and I wont follow
Shadows lick the day
I entertained that thought so much
It´ll never go away
Get out of here you yellow bellied snake
Edwards kan ikke forlige sig med kærligheden eller lidenskaben.
Herefter går tempoet ned på ”The Denver Grab” uden at intensiteten daler af den grund. Melodien slæber sig afsted som et skamskudt grizzlybjørn og er tæt på helt at gå i stå flere steder, men man holder ved i måbende spænding, mens man venter på eksplosionen som dog aldrig forløses, for bandet holder klædeligt igen, mens det sitrer og ulmer i alle anstrøg og aspekter af sangen.
”Coal Black Horses” var lige fra fødslen, altid en del af liverepertoiret med sine fodstamp, galopperende trommer og genkendelige omkvæd. Sprinte-country med walking bass og groovy banjo (ja, dét kan det instrument sgu godt være). På ”Pure Club Road” jages Edwards igen af indre skyldfølelse i et sønderknust mareridt af harmonika-tristesse. Den sært dragende piano-klimpren, sammen med en tårevædet cello løfter ”Phyllis Ruth” til smukke højder, mens Edwards banjo lægger en støvet bund.
”Dead Run” er eksalteret og frenetisk country-punk i særklasse og må karakteriseres i liga med The Gun Club. Pladens store scoop venter dog den tålmodige lytter, for ”Golden Rope” ligger som en juvel i enden, med sit roligt opbyggede fundament, som sætter i et gåsehudsfremkaldende omkvæd:
There you are – hanging by the golden rope
There you lie – no hope
Selvom Low Estate rundes af med disse sorte og pessimiste linier og Edwards måske kunne anklages for misantropi, er man alligevel sært opløftet efter denne sjælerevsende omgang.
Efter Low Estate fulgte Secret South, som på alle måder var en lysere plade, men det var kun en stakket frist, for Edwards brød med bandet og genopstod som Woven Hand, hvor han på ny og i måske endnu højere grad, angriber sine dæmoner fra alle leder og kanter på de foreløbig seks albums under dette navn.
