90’ernes 30 bedste albums: #20
Tricket i American Recordings er så enkelt og genialt, at kun et geni som superproducer Rick Rubin kunne have set det. Rubin havde allerede produceret Red Hot Chili Peppers’ bedste album BloodSugarSexMagik ud fra devisen ”less is more” tre år tidligere. Med Johnny Cash tog han denne praksis til det musikalske yderste, da han droppede alle ekstra lag, og optog manden i sort alene med sin guitar og sin gennemtrængende rustne stemme i Cash’ egen hytte.
Man kan diskutere om dette ‘trick’, ikke kun viser, hvor overproduceret og mekanisk meget musik er i dag, men man kan ikke diskutere, at det virkede over al forventning. Ikke at det burde være en overraskelse at Johnny Cash var en af de mest rå og rene kunstnere i den amerikanske sangskat, men det var overraskende hvor stor gennemslagskraft albummet fik langt ud over countrymusik-kredse.
Man kan lære meget om hype-mekanismer ved at studere succesen bag American Recordings, og man kan med rette argumentere for, at de fleste nye Cash-followers bare kunne have åbnet parabolerne og lyttet. Han var der jo ligesom hele tiden. Det ændrer dog ikke på, at albummet er et fantastisk værk, der viser hvordan integritet, sjæle ar og levet liv lyder, når det får lov at strømme igennem en af det 20. århundredes allerstørste kunstnere. Man bliver ikke kaldt man in black udelukkende ved at gå i sort tøj.
American Recordings gav Johnny Cash velfortjent hyldest og fame i de sidste år af hans liv, og er muligvis også et af årtiets modigste albums. Alene og nøgen med en guitar var nok ikke Johnny Cash’ egen definition på modighed, men ikke mange turde gøre det efter, og de fleste havde sikkert også brækket nakken i forsøget.
At relancere Johnny Cash som, ja sig selv, var Rubins fortjeneste, men musikkens dybde, skønhed og bittersøde erkendelser skyldes udelukkende Johnny Cash’ egen generøsitet ved at åbne op for et langt, vildt og ofte omtumlet liv, på dét, der uden tvivl er et af 90’ernes bedste albums.
