90’ernes 30 bedste albums: #19
Mange vil mene at Californien er stoner-rockens arnested par excellence med bands som Sleep, Fu Manchu og BongZilla. Flere vil gå endnu videre og sige, at stoner-rocken blev født i 90’ernes californiske ørken af det fire mand høje band Kyuss. Dog ikke i første hug, for først skulle de rode rundt i bikerrock og tåbelige tekster på den kritisabelt producerede Wretch.
Dén plade burde man glemme på et øjeblik og i stedet vende fokus på deres måske bedste plade Blues From The Red Sun. Ordet ‘måske’ kiles forsigtigt ind imellem deres og bedste, fordi det er så hamrende svært at vælge imellem de ærefrygtindgydende gode Welcome To Sky Valley og …And The Circus Leaves Town og så den plade som nu er valgt til 90’ernes best-of liste. Alligevel er det altid den jeg hælder til, når folk spørger hvilken Kyuss plade, jeg finder bedst.
Vel var der igennem en årrække andre bands som spillede stonerrock, ja helt tilbage til Blue Cheer og Black Sabbath med sine elementer af psykedelisk rock, blues-rock, syrerock og doom metal, men måden Kyuss gjorde det på var frisk og opsigtsvækkende. Svampet og støvet ørken-metal med Josh Hommes veludviklede melodiøre og sans for det catchy i det tunge. Nick Oliveris nedstemte fuzzede bas, med en tyngde som en lægtehammer og en melankolsk melodifornemmelse som en Peter Hook til metalparty. Garcias næsten punkede tungebånd, som skaber balance i de jam-stenede excesser. Brant Bjorks trommer som holder skarpt og stringent sammen på drengestregerne og fantasiudfoldelserne. Aldrig slipper han taget i gutterne og på intet tidspunkt løber det løbsk i det alt for syrede og langstrakte.
Chris Goss yder produktionen værdighed og tager et syvmileskridt væk fra den elendige lyd Wretch var præget af. Goss skaber en lyd, som er præcis lige så mudret som den skal lyde, uden at give køb på detaljerne. Det giver den nærmest dopede lyd en spændstighed og man imponeres over, hvor fornemt han forener det stenede med det detaljerige. Goss forstår at fange Kyuss´ livesound i studiet, så man hører et band, som i den grad trykker den af uden bullshit og uden efterfølgende producer-fiflen med tandløshed som resultat. Dét klæder bandet og de vælger da også Goss til efterfølgeren Welcome To Sky Valley.
Tilblivelsen af pladen var i sig selv en god historie, for Kyuss smed alt deres gear, monitorer og forstærkere op på ladet af en pick-up, hvorefter de drønede langt ud i ørkenen og spillede deres tunge rock til såkaldte generator-parties – de måtte bruge generatorer som strømkilde ude in the middle of nowhere. Her blev den store lyd med de nedstemte fuzzguitarer spillet gennem basforstærkere og de langstrakte og kolossale guitarflader født, under kyndig vejledning af marihuana og lunkne øl. Man kan næsten høre på albummet, at det er skabt i ørkenen under åben himmel, for der er uendeligt højt til loftet på de tunge, slow-mo tempo psykedeliske numre. Pladens titel taler vel også for sig selv i den sammenhæng
Albummet starter forrygende med ”Thumb”, som sætter dagsordenen for en af 90´ernes bedste rockplader fra den tunge ende. Ulmende og urovækkende orgelflader flankeres af vuggende guitarfigurer, som overtages af tonstunge og molstemte guitarriffs, mens Bjork flittigt benytter hi-hat og bækkener i sit på en gang både åbne og stramme live-prægede trommespil. På sangen, som bl.a. lyder:
You’re in desert ground
and now you’ve found
my foreman and you
Vi er ikke i tvivl om, at det støvede udtryk kommer direkte fra den californiske ørken, for Kyuss bekender sig til sandet og solen, som andre bekender sig til religionen.
Mod enden af nummeret skifter Kyuss gear og bliver endnu tungere, men vælger alligevel at optrappe løjerne til sidst. Tilbage står et fantastisk åbningsnummer, som uden pauseovergang overtages af ”Green Machine”, der nok er det nummer, som minder mest om Wretch‘s biker-rock, men nu har Kyuss fået styr på virkemidlerne og man gynger solidt med på bedste vis. Garcia synger godt nok ubehjælpsomme fraser som:
I’ve got a war inside my head
It’s got to set your soul free
I’ve got a wheel inside my head
A wheel of understanding
Så det er ikke på tekstsiden, man skal gøre sine observationer, men det er i og for sig også ligegyldigt, for Kyuss er ude i et helt andet ærinde, nemlig at levere tung og uforfalsket rock, som går direkte i den indre rockhund og kalder på luftguitar i knæstilling og blikket mod himlen.
Efter de for Kyuss så uvant stramme toner, træder albummets tyngde for alvor ind på ”Molten Universe”, som er tungt som granit og herefter er der ingen tilbageskuen, kun en direkte kurs mod jammede og ofte instrumentale metal-bulldozere af tungeste og fineste karat. Om man savner mere fra Garcias stemmebånd må blive en smagssag, men hans deltagelse bliver doseret til fordel for den mere instrumentale tyngde.
”50 Million Year Trip (Downside Up)” er et mesterstykke i polær og vidtspændende stoner-rock, med adskillige skift i form og udtryk. Fra det aggressive og stringente, til det tilbagelænede, ultramelodiske og tranceskabende psykedelia. Her kommer Hommes flerdimensionelle guitarspil for alvor til udtryk. Der er god tid på kontoen og musikken får lov til at drive derhen, hvor den selv vil.
På ”Thong Song” udviser Kyuss stor humor, ved at spille en særdeles langsom to min. intro, mens Garcia repeterende udgyder, at han hader langsomme sange:
My hair is,
Real long
No brains
All braun
No shoes
Just thongs,
I hate, slow songs
”Apothecaries’ Weight” er et sublimt studie i Kyuss’ væsen. Fem minutters instrumentale øvelser af bedste skuffe, hvor musikerne forstår at give hinanden plads og jamme sig ind til nummerets kerne i fællesskab, i hvad der må betegnes som en udpræget jazzet feel. Her holdes Garcia udenfor legestuen og det ville da også være synd, at involvere vokal i fortræffelighederne. Det samme gør sig gældende i ”Caterpillar March”, ”800” og ”Capsized”. Det betyder ikke, at man helst var foruden Garcia, for han yder vigtige indsatser på den mørke ”Writhe” og den næsten punkede ”Allen´s Wrench”. Blues From The Red Sun slutter med metalhymnen ”Mondo Generator”, skrevet og sunget af Oliveri igennem et tykt lag distortion. Dét nummer skulle vise sig at blive medspiller i Oliveris liv, for han tog det med sig, da han senere dannede sit eget band af samme navn.
Med hensyn til de fire ørkenrotters eftermæle, dribler Bjork rundt og spilder sit uomtvistelige talent i Brant Bjork & The Bros med for mange fjollerier for min smag, mens Oliveri nok har nået topmålet af sin formåen i middelmådige Mondo Generator.
Garcia og Hommes parløb var guld værd, men skal man pege på hvem der var esset i bandet, må jeg pege på Homme, hvis man ifører sig fremtidsbrillerne, for han fik fuldt fortjent kæmpe succes med i særdeleshed Queens Of The Stoneage og selvom både Slo Burn, Unida og Hermano er habile bands, var gennemslagskraften og den melodiske tæft altså klasser fra Hommes projekt.
Det sagt er det jo som altid samspillet der får det hele til at gå op i en højere enhed. Ingen kan undværes på Blues From The Red Sun, alle yder deres for at få det musikalske op i mesterklassen.
At både Bjork og Oliveri siden hen blev erstattet af henholdsvis Alfredo Hernández og Scott Reeder gjorde ikke spor, for de førte historien videre på fornem vis. Især Reeder viste sig faktisk at være en både bedre og mere nuanceret bassist end Oliveri.
At man skulle være så heldig, at høre et bombardement af numre fra fra Kyuss´ tre fantastiske plader, en sej og svedig aften for tre dage siden på Loppen, med en toptændt Garcia i selskab med et velspillende band hidkaldt til lejligheden, var vel mere end man havde turde drømme om efter Kyuss sørgelige opløsning i oktober 95.
Blues From The Red Sun er en uomgængelig klassiker, hvis man er til tung og stenet rock med masser af bund og punch!
