90’ernes 30 bedste albums: #18
Det kræver sit mod at udsende et dobbeltalbum, især når man først lige er slået igennem med sin forrige udgivelse. Trent Reznor har imidlertid aldrig været bange for at tage chancer, og uden hans mod havde musikverden været en smule fattigere.
Det var sidst i 90’erne at Nine Inch Nails udkom med The Fragile, efter at have fået bred anerkendelse med The Downward Spiral i 1994. Hvor The Downward Spiral var en fremvisning udi industrialmetallens støjende, vrede univers, viste The Fragile langt flere forskellige sider af Nine Inch Nails. Med dette dog ikke sagt at der var tale om et egentligt genreskift, men derimod en udvidelse af industrialgenren, som ikke rigtigt var hørt før, hverken da eller nu. Det er et imponerende spektre, Reznor er i stand til at spænde musikken over, fx når han allerede på anden skæring på første cd, også kaldet left, starter sangen, der bærer den poetiske titel ”The Day the Whole World went Away”, med en tung basgang, og vrængende guitarriffs, og lidt efter lægger sin hæse, insisterende vokal på ganske stille, mens musikken også fortier for en kort stund. Nummeret har en hypnotiserende effekt i kraft af den gentagende basfigur og Reznors kor i den sidste halvdel af sangen. Noget mere mørk og aggressiv er ”The Wrethed” med det dystre klaver, og Reznors vrængende, hoverende ord: ”It didn’t turn out quite the way/ that you wanted it?/ Now you know/ this is what it feels like.”
Reznors tekster er ikke lette at blive klog på, men sikkert er det, at de ofte har en negativ karakter i form af tab, ligegyldighed, vold og især vrede. Dog er der også plads til de blødere følelser, men dog på Reznors egne præmisser, det er klart, og den ekstremt fængende ”We’re in This Together” kan derfor meget vel være et bud på en, om end noget makaber, kærlighedssang, i hvert fald omkvædets tekst taget i betragtning. Titelnummeret er også i lydbilledet en del mere følsomt end de fleste andre numre på albummet, men også her er teksten tungsindig, men dog med et glimt af et håb, når der synges til pigen, som altså personificerer albumtitlen, og dermed er den skrøbelige, at ”I wont let you fall apart”. Det kan lyde banalt, men det er det så langt fra.
Et af de smukkeste numre på left, og på albummet i det hele taget, er ”The Great Below”. Sangen har et meget enkelt billede på instrumentalsiden, og bliver båret af Reznors overbevisende, melankolske og indtrængende stemme, hvilket i øvrigt er en af hans bedste sangpræstationer på albummet. Nogle vil givetvis hævde, Reznor ikke er nogen stor sanger, men et sådant udsagn er så ligegyldigt, for Reznors stemme er i den grad opfyldt af ægthed, sådan at det til tider er ærefrygtindgydende, i særdeleshed på ”The Great Below”, der lever op til sin storladne titel.
Right-delen af The Fragile har ligeledes mange mindeværdige sange, der samtidigt er så anderledes fra sangene på left, at man godt kan se nødvendigheden i at Nine Inch Nails gjorde The Fragile til et dobbeltalbum. En sang, der skiller sig meget ud er den sarkastiske ”Starfuckers, inc.”. Som titlen afslører, er det en ordentlig sviner til folk, der er besat af mediestjerner og selv prøver at blive en del af deres verden. ”All our pain/ how did we ever get by without you? You’re so vain/ I bet you think this song is about you/ don’t you?”– en linje, der siger meget med få ord, og en linje, som stadig i 2010 passer perfekt på medieverdenen og alle dens såkaldte reality-stjerner. På den måde var Nine Inch Nails foran sin tid, og Reznor har da også altid været innovativ og fremadskuende i sin musik, såvel som tekster.
Nine Inch Nails var på deres, efter eget udsagn, sidste turné sidste år, hvilket førte dem forbi Roskilde Festival, og her var numrene fra The Fragile repræsenteret i et pænt omfang, og lød ikke det mindste forældede, til trods for deres 10-års jubilæums. Med The Fragile skabte bandet et album, der indeholder de mørkeste sindsstemninger fremført på flotteste vis, en episk klassiker, der til trods for at være døbt skrøbelig, har vist sig at være fantastisk holdbar.
