Copenhell 2010 – Fredag

Under en dyster og mørkegrå himmel og mellem gamle fabrikshaller og enorme skorstene blev Copenhell fredag eftermiddag sparket i gang. Omgivelserne er på mange måder et perfekt valg for denne nye københavnske metalfestival, og når det på samme tid er lykkes at hyre så stærkt et lineup, så var der lagt op til metalfest, hvor der var noget for enhver smag.

Da helvede brød løs på Hades og Helvíti

Under en dyster og mørkegrå himmel og mellem gamle fabrikshaller og enorme skorstene blev Copenhell fredag eftermiddag sparket i gang. Omgivelserne er på mange måder et perfekt valg for denne nye københavnske metalfestival, og når det på samme tid er lykkes at hyre stærkt et lineup, så var der lagt op til metalfest, hvor der var noget for enhver smag.

Danko Jones (5/10)

Knap så dystert og mørkt var der på scenen fredag eftermiddag, hvor altid veloplagte canadiske Danko Jones stod klar. Efter det meget udskældte album Never too Loud fra 2008 er de i år ude med Below the Belt, hvor lidt af den kant og frækhed, som de altid har været kendt for, er kommet tilbage igen. Med et enormt bagkatalog har Danko Jones heldigvis efterhånden et stort udvalg, når der skal udvælges en live setliste, og de ældre numre fik heldigvis også plads i København i dag. Metal kan man ikke kalde Danko Jones’ kække rock n’ roll, men alligevel var de et velkomment friskt pust i metalhelvedet fredag eftermiddag. Jeg har i noget tid gået med en fornemmelse af, at Danko Jones står fanget et sted mellem den kække og frække drengerøvs-rock under bæltestedet, og en mere pæn og poppet side som har syntes at være på vej de seneste år. Samme fornemmelse fik man i dag sammen med Danko Jones – det var lige ved og næsten – og det slår som bekendt ingen mand af hesten.

Hatebreed (6/10)
Brutaliteten gjorde sit indtog på havneområdet, da amerikanske Hatebreed indtog scenen kl. 19. Blæsten var blevet kraftigere, hvilket må have været en udfordring for både bands og lydteknikere på dette tidspunkt. På lydsiden havde Hatebreed dog ingen problemer. Teknisk var det i orden, og den power som hardcore-bandet havde på scenen, havde ingen problemer med at trænge igennem en smule regn og blæst, og energien smittede publikum helt ned til bageste række. Forsanger Jamey Jasta fik de regnvåde metalhoveder med på legen og fik også sat gang i dagens først mosh pit – to af slagsen faktisk. Forudsigeligheden blev dog med tiden så stor, at den irriterede mig under en ellers god præstation. Hatebreeds bud på hardcore-genren savner i dén grad opfindsomhed og legesyge, og virkemidlerne på scenen blev i længden næsten kliché-agtige. Klichéerne fungerede dog efter hensigten og fik vækket publikum i en sådan grad, at man for første gang fornemmede at fredagens fest var sat i gang.

3 Inches of Blood (7/10)
Mellem koncerterne var der mulighed for at købe noget spiseligt i de opstillede madboder, og det var positivt at kødannelser og udsolgte mad- og drikkevarer for en gangs skyld ikke var et issue. Havde man brug for længere pauser fra livemusikken, var der også mulighed for at opleve både dokumentarfilm og foredrag i biografen DOX:HELL og at opholde sig i teltet ”Biergarden”, hvor rock-DJ’s og metal-karaoke sørgede for god underholdning. Livemusikken fortsatte heldigvis, og på den mindste scene, Hades, stod de canadiske heavy-vikinger fra 3 Inches of Blood klar. Deres mytologiske metal leder tankerne hen til startfirserne og the new wave of British metal og kan nærmest beskrives som en brutal udgave af Iron Maiden. Guitarerne fræser af sted, og vokalmæssigt veksles der mellem Justin Hagbergs brutale brøl og Cam Pipes’ skrigende vokal, der nærmest får Bruce Dickinson til at fremstå som en dyb bas. 3 Inches of Blood var 100% autentiske og tro mod den ret specielle genre, og de var et friskt pust, der til tider grænsede til det humoristiske. Titler som ”Destroy the Orcs” og ”Swordmaster” siger meget om canadiernes stil, og jeg nåede aldrig helt at finde ud af, om de fire på scenen var dybt seriøse, eller om den morsomme del af showet var helt bevidst.

Megadeth (5/10)
Kl. 21.30 rulledes et enormt scenetæppe ned bag den store scene. Tæppet var prydet af Megadeths dødninge-maskot Vic Rattlehead, og foran scenen lod dagens hidtil største publikum til at være meget klar til Dave Mustaine og co. Snakken omkring mig gik meget på, hvorvidt Mustaine ville være veloplagt eller sur og indelukket, hvilket han har haft en tendens til under flere koncerter. Mustaine satte gang i løjerne uden den store publikumkontakt, og indledningen bød på tre formentlig meget nye numre, som jeg personligt ikke kendte. Denne indledning blev en kedelig start, hvor lyden svigtede, hvilket især kom til udtryk i Mustaines vokal, der nærmest lød som om han stod og sang inde i en kasse. Hvorvidt dette var en lydteknikers fejl, eller om det skyldtes den efterhånden kraftige blæst over havneområdet, bliver jeg nødt til at lade stå hen i det uvisse. Megadeth gik over til at gennemspille hele det speedede og trashede album Rust in Peace, og her kom endelig de numre som vi alle havde ventet på. Lyden var ikke bedre end i indledningen, og det ødelagde numre som ”Hangar 18”, ”Holy Wars” og ”Take no Prisoners”. Dave Mustaine sagde ikke mange ord under koncerten, og sammen med den dårlige lyd, fik det stemningen til at dale mens koncerten skred frem. Megadeth havde os ellers i deres hule hænder ved deres blotte tilstedeværelse, men det formåede de ikke at fastholde. Mod slutningen af koncerten skete der dog en væsentlig forbedring i Mustaines vokal. Hans snerren og skarphed kom endelig frem, og det betød at ”A Tout le Monde”, ”Symphomy of Destruction” og ”Sweating Bullets” faktisk satte gang i Refshaleøen igen, og sikrede at helhedsindtrykket trods alt var en middelmådig oplevelse.

Deftones (8/10)
Kl. 23.59 skulle Chino Moreno og Deftones lukke og slukke på Helvíti, og efter det nylige album Diamond Eyes, som efter min mening er Sacramento-bandets stærkeste album i årevis, var mine, og formentlig resten af publikums, forventninger tårnhøje, men grundet dårlige lydoplevelser og middelmådige koncerter tidligere på dagen, stod jeg også med bange anelser. Dem fik Deftones gjort til skamme. Der blev åbnet stærkt med de nye singler ”Diamond Eyes” og ”Rocket Skates”, og naturligt nok fyldte de nye numre en del under aftenens koncert. De nye numre blev suppleret godt med perler fra White Pony og Around the Fur, og netop kombinationen af de disse tre albums, gjorde setlisten noget nær perfekt. Chino Moreno var utrolig tændt fra starten af koncerten, og hans bombastiske fremtoning fra start balancerede mellem det energiske og aggressive. Enkelte andre af dagens bands kunne lære meget af Deftones’ power på en scene, for den viste sig at være en medvirkende faktor til, at det store publikum for første gang i dag var komplet medrevet af stemningen på scenen. Mørket var faldet på, hvilket klædte Deftones’ på samme tid følelsesladede, intense og tonstunge rock. Mod slutningen satte Deftones trumf på med de ældre ”My Own Summer (Shove It)”, ”Elite” og ”Be Quiet and Drive (Far Away)”, som for alvor satte gang i hoppestemningen hos publikum. Deftones fik lukket og slukket for Copenhells første halvdel, og mon ikke de fleste metalfans gik fra festen uden de lyd- og vejrproblemer der var opstået i løbet af dagen i tankerne?
[nggallery id=90]

Written By
More from Lars Asmussen
Apparat Organ Quartet: Pólyfònìa
Den spøjse og lidt nørdede side af islændingenes projekt fylder trods alt...
Read More
0 replies on “Copenhell 2010 – Fredag”