90’ernes 30 bedste albums: #17
Mens mure faldt og verden forandrede sig for altid, befandt U2 sig på et kunstnerisk nulpunkt og tæt på opløsning i bandet. Men efter et magisk øjeblik i Hansa studierne vendte U2 tilbage med Achtung Baby. Et grandiost kunsternerisk statement til en postmoderne verden i evig forandring. Men først som sidst et album, der viste hvad U2 kan gøre med en enkel popsang.
U2 har aldrig været et ‘cool’ orkester. Slet ikke. De har ligesom aldrig udgjort avantgardens fortrop. Deres blanding af monster stadionpopularitet og verdensfrelse har altid udgjort en cocktail, der var svær at sluge.
Men da U2 med Achtung Baby gav Mefistofeles i at være oprigtige og i stedet hengav sig til en omgang europæisk dekadence, blev resultatet de stærkeste og med inderlige sange, gruppen kommer til at indspille. At hive Brian Eno med til Berlin viste sig igen at være et virkningsfuldt middel for en gruppe, der ville genopfinde sig selv.
U2 gik ind til arbejdet med Achtung Baby efter albummet og filmen Rattle And Hum, som vist bedst kan beskrives som en rodebutik uden mål og mening. Ifølge bandet selv noget nær et nulpunkt i bandets historie. Der skulle drastiske midler til for at komme videre, hvis man overhovedet skulle videre.
Der var opløsning hele vejen rundt. I privatlivet, på den storpolitiske scene og internt i bandet. Hvis man skulle videre, skulle det majestætiske The Joshua Tree hugges ned til grunden. Det blev det. Med endnu et mesterværk.
U2 besluttede at opsøge forandringens midte, og gik i de legendariske Hansa Studier i Berlin med mere på hjerte end nogensinde. Guitarist The Edge har altid været en udforsker af både guitarens og elektronikkens muligheder. Den nysgerrighed nåede her et kunstnerisk højdepunkt. Inspireret af udviklingen på den britiske rockscene, ville The Edge og Bono arbejde med elementer fra house- og dansekulturen. Træet skulle brændes ned til grunden, så et nyt sonisk landskab kunne opstå fra asken. Dermed kom U2 til at introducere de nye elektroniske muligheder i stor skala til rockens mainstream.
Men det blev en meget vanskelig fødsel, hvor den traditionelle modsætning i bandet mellem ”The Hats” (Bono og The Edge) og ”The Haircuts” (Clayton og Mullen) brød ud i lys lue. Clayton og Mullen ønskede ikke at gå nye veje og kunne ikke følge bandets to sangskrivere. Men da The Edge pludselig satte to skisesr sammen til sangen ”One” fulgte femten magiske minutter i Hansa studierne i Berlin, hvor brikkerne pludselig faldt sammen og bandet fandt hinanden i et nyt udtryk.
Fra de første anslag i ”Zoo Station” stod det klart, at Achtung Baby ville noget nyt. Væk var oprindalismen fra de foregående albums. Pludselig var der trommemaskiner og heftige guitarangreb.
På overfladen var æstetikken radikalt forandret. I studiet tog Bono nogle blaxploitation solbriller på og forvandlede sig til karakteren The Fly. En omgang performance kunst med klar reference til barndomsvennen og kunstneren Guggis eksperimentelle optrædener fra scenerne i Dublin. Den performance fik for alvor sit udtryk under den mesterlige Zoo TV turne, der satte helt nye standarder for stadionkoncerten. U2 blev de første, der for alvor brugte mulighederne i storskærmen. De rejste jorden rundt med deres egen tv-station og fik på imponerende vis genopfundet sig selv.
Men bag denne tydelige ændring i gruppens visuelle udtryk gemte sig vigtigst af alt nogle meget stærke sange. Vel var den første single ”The Fly” et klart statement fra en verden, hvor kunstnere som Jenny Holzer ramte tiden allerbedst. Men i det øjeblik Bono fik nogle personer (The Fly, Mirror Ball Man eller MacPhisto) at gemme sig bag, var han i stand til at skrive mere intenst og personligt. En sang som ”Ultraviolet” skærer stadig hårdt igennem, og den blev sunget allerbedst af den depraverede MacPhisto. Det var 90’ernes ironi, da den var allerbedst. Lige præcis der, hvor den korsfæstede den marcherende Bono med det hvide flag blev erstattet med en liderlig, kærlighedshungrende og depraveret mand med cigarillos i munden.
Legen med lyd og identitet gjorde det simpelthen muligt at hugge det fordømte The Joshua Tree ned til grunden og erstatte det med en mere direkte tone. Det blev aldrig bedre end på Achtung Baby og den efterfølgende Zoo-turné. I et kort øjeblik var det U2, der ramte tiden perfekt.
