Syrede sange fra rendestenen
[vi] skaber … rammerne for et univers af underproducerede og ærlige sange. melodierne er omdrejningspunkt og parallellerne strækker sig fra Sonic Youth til Velvet Underground. Der er både hippiestemning og støjrock …
Det står der på Myspace at læse om den danske duo, der gør sig i skramlet, low-fi hippiestøjfolk. Og beskrivelsen er i en vis udstrækning rammende, al den stund at produktionen stinker langt væk af hjemmelavede køkkenindspilninger uden skyggen af effektpedaler eller flere spor, der er mixet oven i hinanden. Det er den ægte vare, vi får her – om man kan lide det eller ej.
Demoens fem skæringer starter ellers med det ubetinget bedste nummer ”Waiting for Fire”, der lyder fuldstændig som første gang man hørte PJ Harvey. Vokalen er drævende og insisterende på samme tid, og guitaren lægger et rent elektrisk spor uden at være distortet hen over nummeret. Der trækkes også flittigt på især Sonic Youth og Nico, og alt i alt er det et åbningsnummer, der spærrer øjnene op og får ørerne til at tune sig ind på det rå lydeksperiment. Det er skramlende uden at være punket, og det er syret uden at være flower-power. Satte man en voldsom distortion på, ville man have Iggy And Stooges meets Jesus And Mary Chain i en lidt tilbagelænet udgave.
På den efterfølgende ”Incomplete” er stilen Velvet Underground, og det er tydeligt at den kvindelige og mandlige vokal supplerer hinanden fint, og tilsammen skaber de et troværdigt rum for deres skrabede lejrbålssange. Nummeret er optaget live og viser meget godt den stemning, duoen kan opnå på et mindre spillested, hvis de vel at mærke fortsætter i deres low-fi-stil. Eneste anke er en blokfløjte på kort visit, der lyder mildest talt ad helvede til.
På ”You better run away” er tempoet igen pillet helt ud, og tilbage står en rusten vemodig sang uden bløde kanter og vellyd. Der er patos og smerte, og det fungerer faktisk ganske godt.
”It’s all right” starter med en nærmest Nirvana-agtig intro og også her er det sangen og de to vokalisters samarbejde, der skaber stemning og substans, fint understøttet af den tilbagetrukne elektriske guitar og tamburin. Desværre dukker blokfløjten op igen som en musikalsk nar, der farer larmende henover scenen og gør grin med projektet. Og det er synd, hvis idéen er, at lyden momentvist skal være så grim som muligt for at undgå at falde i den uha så tarvelige grøft af velproducerede ballader, der lyder godt. Det virker med andre ord en smule konstrueret og prætentiøst, at man tilstræber en grimhedens æstetik, for at understrege at man er alternativ og eksperimenterende.
Heldigvis slutter demoen med en herlig Dylan-agtig, skurrende sag, der både har potentiale til at blive en bragende rocksang, hvis der bliver fyret op for blusset, og som efterlader et godt indtryk af en duo med mod på at spille gamle sange på kendte måder, men med troen på at ens eget projekt er noget helt særligt.
Jeg vil i høj grad glæde mig til at høre mere fra de små gadeindianere, når de har fået skruet op for volumenknappen og lagt noget kvalificeret støj på – og får flækket den forpulede blokfløjte på langs.
