Græsk/walisisk ædelsten stråler om kap med stjernerne
Af og til sker det. En ny musikalsk personlighed stråler pludselig som et lys fra en klar himmel. Lige dele talent og originalitet kan gøre tricket, og det er lige netop hvad 24-årige græsk/walisiske Marina Diamandis leverer stålsikkert på sin albumdebut The Family Jewels. Marina har døbt sit musikalske projekt Marina & the Diamonds, hvor tilføjelsen til navnet, ud over åbenlyst at henlede til hendes efternavn, er tilegnet de mennesker der bakker hende op – specielt hendes fans. Men den unge sangerinde er ubestridt hovedpersonen i projektet, og det er hendes mange talenter, der nærmest blæste mig omkuld, da jeg stiftede bekendtskab med debuten.
Marina & the Diamonds byder på skæv, festlig og dansabel elektro-artpop, hvilket er et friskt pust blandt mange andre håbefulde kunstnere, der leger med genren, med mangel på den der x-factor som kan gøre den afgørende forskel. Et af elementerne der fik mig op af stolen, er teksterne der øjensynligt sværmer omkring Marina’s eget liv, og de tanker hun gør sig heromkring: Det evindelige dilemma mellem at leve det normale liv og tage de sikre valg eller at skulle være anderledes og absolut skulle adskille sig fra alt og alle og dermed være noget specielt. De mange frustrationer, der kan opstå i en kvindes forhold til en mand, dukker også op på albummet. Hun skyder med skarpt og rammer både sig selv og andre. Sidstnævnte er netop Marinas styrke. Hun giver råt for usødet, og hun gør det med lige dele humor, skævhed og relevans. Albummets tekster er fra start til slut interessante at lytte til og stiller flere steder krav til lytterens evne til at fortolke kryptiske og løjerlige udtryk.
Albummet åbner poppet og ligetil på ”Are You Satisfied?” og ”Shampain”, mens det straks bliver mere opfindsomt og dejligt komplekst på et nummer som ”Mowgli’s Road”. Her bliver det mere uforudsigeligt, men hele tiden er det underlagt et dansevenligt beat, og hele tiden synger Marina forrygende.
Marina Diamandis varierer sin stemme på en måde, der kan lede tankerne hen på Kate Bush. Jeg er ikke meget for denne sammenligning, da Marinas musik på ingen andre måder står til sammenligning med hende. Hun veksler mellem de dybe og de helt lyse toner, og indsvøbet i hendes på samme tid poppede og skæve semi-elektroniske univers, placerer hun sig selvsikkert og stærkt midt i det førnævnte dilemma mellem mainstream og den kant, der gør Marina & the Diamonds unik og let genkendeligt.
Det er uden tvivl popmusik det her – men hun er en usædvanlig en af slagsen, Marina Diamandis. Uden at skulle nævne navne, overstråler Marina flere andre kvindelige solister, der for tiden synes at kæmpe med at differentiere sig på popmarkedet via provokationer, kostumer og stor markedsføring. Marina & the Diamonds viser på denne kompetente debut, at hun har potentialet til at nå sine mål, og hun lader til klare det fint via sine mange talenter alene uden behov for at pakke det mere ind.
Marina & the Diamonds gæstede Lille Vega i København tidligere på året, og de er tilbage i Danmark igen d. 26. november, når de besøger Train i Århus.
