Elektronisk vattæppe til kolde nætter
Syv gange i alt har d’herrer Ross & Paul Godfrey fyret bøssen af, med mere eller mindre held og autenticitet, siden de imponerede med deres stilskabende klassikere Who Can You Trust og Big Calm fra henholdsvis 1996 og ’98. Ikke mindst på grund af Skye Edwards drømmende og florlette vokal, der smyger sig om benene på lytteren.
Efter et par afstikkere med lidt mere elektronisk plasken omkring og et par statister i studiet, har duoen nu endelig fundet sammen med Skye igen, som under stor ståhej var blevet sacked i 2003, og det genoptagne samarbejde er både godt og skidt.
Det gode er, at albummets 10 skæringer er yderst velproducerede og flotte i lyden, og finishen er bare i orden. Det er lækker vellyd af den fineste slags, og især Skye Edwards fløjlsbløde vokal er et genhør værd. Hun mestrer den svære kunst at henånde en lyrik, med en inderlighed og en indre, intim dramatik, som ganske langsomt besætter og henfører lytteren udi et flimrende landskab af dysfunktionelle familier og blodsugende vampyrer. Der er momentvist den samme bidende ironi og dobbelthed i Skyes vokal, som man også finder hos Sarah Nixey fra Black Box Recorder. Og det er netop i ”Blood Like Lemonade”, ”Recipe for Disatster” og ”Beat of the Drum” at Edwards bringer noget kant og nerve med til torvs i numre, der slæber sig kærligt af sted på blodige benstumper, mens de flotte lydgevandter indhyller scenariet med farveidyl og behagelig stemning.
Når det fungerer, er det paradoksalt og modsætningsfyldt og fyldt med indre spænding, og især ”Blood Like Lemonade” og ”Beat of the Drum” kan godt gå hen og blive nye klassikere for bandet. For der er både bid og smerte, og med en lyd som Geoff Barrow skabte som varemærke i 90’erne med Portishead og delvist også Massive Attack, hvor han medvirkede på Blue Lines fra ’91. Det er afslappet triphop med catchy melodiføring og med en blidt vuggende dub og scratch fra the Godfreys.
Når det er skidt, er det i bund og grund, fordi albummet ikke lægger noget nyt til de skridt, bandet fuldt fortjent er anerkendt for gennem deres 14 år lange karriere. At genintroducere Skye Edwards fører bandet tilbage på rette spor, men desværre også i et spor, der overhovedet ikke har udviklet sig, siden de sidst var sammen i studiet. Og det er en skam, for der er ingen tvivl om, at de i fællesskab kan skabe spændende og afsindig flot produceret lyd og musik. Det virker bare, som om man er gået tilbage til de kendte marker og dyrket videre, i stedet for at søge nye græsgange og udvikle sig inden for de rammer, man allerede har etableret.
Slutresultatet er dog intet mindre end et yderst velproduceret og vellydende udspil med en række nagelfaste popmelodier, der i kvalitet ikke står tilbage for noget af det, bandet tidligere har arbejdet med. Fans af de første fire-fem albums vil genkende tempo og melodi og ikke mindst vokal med det samme. Og så er det en smagssag, om man egentlig ønsker at bandet skal forny sig eller bare fortsætte i det slidstærke spor, der blev anlagt ved karrierens start. Karakteren her fra får dog et par nøk opad, grundet et par usædvanlige perler, der rager godt op over middelmådigheden, og en utrolig flot produktion.
