Lovende belgisk indierock med for mange gentagelser
Belgiske Ghinzu er en sær indierockstørrelse, der hurtigt charmer sig ind hos lytteren på albummet Mirror Mirror, men ligeså hurtigt bliver deres brug af samme skabelon for melodisk intro og støjende udgang på numrene, kedsommelig og ensartet.
Deres tredje album har masser af højdepunkter, men det er sjældent at de lovende og fornemme startminutter af de enkelte numre, bliver gennemført til hele skæringer, der er værd at vende tilbage til. Og det gør Ghinzu til et lidt irriterende band at anmelde, for samtidig med, at der er en masse godt at hente på Mirror Mirror, så er der ret beset kun to numre, der er anbefalelsesværdige i længden.
Det gælder det energiske og riff-sprudlende titelnummer, der river lytteren med i et stærkt flow af guitarenergi og iørefaldende vokal. Et nummer, der på mange måder kan minde om Franz Ferdinand i sangskrivningen, og den sammenligning går også igen på numre som ”Take It Easy”, der med sin blæsersektion er et forfriskende pust på albummet, omend nummeret som helhed er en kende for rodet.
Albummets andet store højdepunkt kommer på den sært sammensatte indie-rock-chanson-evergreen ”Joy, Succes, Happiness”, hvor franske sangtraditioner kobles med støjende rock. En skør idé, men den fungerer og er fint udført, og så kommer den på et tidspunkt, hvor Ghinzu er aldeles forudsigelige på dette album.
”The End Of The World”, ”This Light” og ”This War Is Silent” er alle numre, der starter lovende og iørefaldende, men som ender i store støjende flader, der ikke er til at skille fra hinanden. Det kan være effektfuldt og brugbart i enkelte tilfælde, men på dette album er det en alt for brugt skabelon, der bliver for forudsigelig.
Således formår Ghinzu alt for sjældent at føre deres forcer helt igennem. Det er som om, deres store styrke er at skrive de skæve og fængende popsange, men de vil ikke stå ved det, og pakker dem derfor ind i mislyde og fortænkte rockskabeloner. Det er synd, for de mange løfter er store, men kun to af dem bliver holdt.
