Århusianske The Norman Conquest er klar med deres første lille Ep, der rummer tre numre. Åbneren ”Ocean And Air” er en genindspilning fra seneste demo, som jeg havde mellem fingrene for ret præcist et år siden. Således er det ret beset kun to nye numre, der er at vurdere på. Og umiddelbart har The Norman Conquest nøjagtigt de samme styrker og svagheder, som på seneste Ep. Man kan måske ovenikøbet tale om, at både styrker og svagheder er blevet forstærket, og det gør bandet både bedre – og mere sårbart.
”Ocean And Air” har stadig en relativt fersk klang, og trænger til en kærlig hånd rent produktionsmæssigt, hvis levetiden skal forlænges. Melodisk er det fint nok, men der mangler noget råstyrke, ligesom der gjorde på demo-udgaven. At instrumentdelen af denne Ep er indspillet live ændrer ikke så meget på dette nummer, der synes at sidde så rigeligt på bandets rygrad.
På ”Spleen” er det den tilbagelænede vokal, der giver et fint modspil til den stærke fremdrift der er i både rytmebunden med bas og trommer – og i den fremtrædende guitar. De rytmemæssige skift der sker i hele instrumenteringen i overgangene mellem vers og omkvæd fungerer fint, og det samme gør ændringen i lead-guitaren fra vers til vers. Så idéer og udførelse er stærkt på rette vej. Alligevel mangler jeg lige det sidste, for at jeg er helt overbevist. Lidt eksplosivitet og lidt mere tyngde. Om det skal være i produktionen, eller om det skal ligge i vokal eller guitar, er et åbent spørgsmål. Men der mangler et eller andet, for at de gode takter for alvor bliver tæsket ud gennem højttalerne.
På den afdæmpede og rolige ”Invited To Tea” er den melodiske styrke fremtrædende. Evnen til at skrive stemningsfulde numre, og evnen til at opbygge dem til et større lydbillede undervejs, er en af de helt store styrker hos The Norman Conquest. Men det er også en lille fælde, at gruppen er så dygtig på dette felt, for brugt i overflod, vil det kvæle ethvert album og enhver koncert i forudsigelighed og ensartethed. Så det er det helt rigtige valg, at The Norman Conquest holder sig til en enkelt af disse stemningsfulde skæringer på Ep’en – selvom det er her, de er stærkest.
Det generelle indtryk af denne Ep fra The Norman Conquest er, at bandet stadig er fremragende i arrangementer og opbygninger. Melodierne er generelt pæne og fine, omend de kant tåle et par kilo mere i tyngden, mens produktion og vokal bliver en tand for pænt i længden, og gerne må have lidt flere muskler og råstyrke – enten gennem et andet lydbillede – eller gennem en alternativt tænkt produktion.
