Der findes tre slags mennesker: 1) Dem som ikke aner, hvem Mogwai er (og det er uden tvivl det store flertal). 2) Dem, som kender til dem, og har lyttet deres plader igennem. 3) Dem, som har haft fornøjelsen af en aften i selskab med et af postrockens absolut mest originale orkestrer.
For undertegnede var sidste gang sidstnævnte skete til deres koncert i Pumpehuset i 2006. Koncerten står stadig meget højt placeret på listen over fortryllende koncertoplevelser, og den ændrede totalt min oplevelse af skotterne. Aldrig har en koncert været så øredøvende høj, og spillet med så stor intensitet og med så få virkemidler. Her er ingen fancy videobackdrops eller backtrack. Kun rå guitarer og tons tunge trommer. Jeg må tilstå at jeg aldrig rigtig troede på, at den stemning kunne pakkes sammen og proppes på cd på en måde som er retfærdig overfor liveoplevelsen.
Indtil nu! For på Special Moves formår Mogwai nemlig at overføre det ultrarå, afgrundsdybe støjinferno som en Mogwai-koncert er, til cd, uden at detaljerigdommen går tabt, og uden den klassiske lydforvirrig som liveoptagelser så ofte lider under. Og det er lidt af et pragtstykke i sig selv.
Samtlige Mogwais albums er uhyggeligt godt produceret for sin genrer, og selv i de mest støjende og infernalske passager går melodierne og de bærende elementer aldrig tabt. Et rigtig godt eksempel er “Friend Of The Night” som på Special Moves får det ekstra punch som jeg personligt har savnet, på plade. Det er som om numrene bliver mere levende, og som om den alvor, som er helt tydelig gennem hele Mogwais bagkatalog, kommer meget bedre til sin ret på Special Moves.
Ligesom lyden af bæstet i Mogwai er det som gør Special Moves til noget virkelig særligt, er det måske også det, som gør, at pladen nok mest er til dem som kender bandet i forvejen. Mogwai er i forvejen ikke ligefrem medina-let-tilgængeligt, og for rigtigt at værdsætte Special Moves tror jeg, det klart er en fordel at kende til materialet i forvejen.
I grunden er Special Moves det mest ærlige og nøgne live-album jeg har hørt, og det eneste som trækker ned er valget af sange, som for mig at se godt kunne have været mere imødekommende til den første kategori af folk, og det ærgrer mig, når det nu er sådan en plade som virkelig kunne åbne øjne og ører hos et nysgerrigt publikum.
