En underlig flad fornemmelse
Seattle-baserede Minus the Bear har nu i en årrække beskrevet deres musik som værende alternativ og eksperimenterende indierock. Det har ikke været skudt helt ved siden af, men på bandets nye album Omni er betegnelsen ”rock” et meget stærkt udtryk, som ville være direkte misvisende for dig som læser af anmeldelsen af selv samme album.
Minus the Bear er blevet funky – på godt og ondt. Det overrasker mig, at de fem rutinerede herrer på deres fjerde album bevæger sig ud i et projekt, der fuldstændig mangler kant og overraskelsesmomenter, og som mest af alt virker som et forsøg på at opnå en kommerciel succes a la Maroon 5. Det alternative og eksperimenterende er forsvundet på Omni, og der er i højere grad lagt vægt på bløde og behagelige toner, som dog desværre ikke kryber ind under huden på mig. De ender med at ramme en lyd og genre, som med stor sandsynlighed ikke har en chance for at begå sig anno 2010.
Minus the Bear skal ikke nedsables totalt pga. Omni, for det fortjener amerikanerne trods alt ikke. Det er jo en velproduceret plade, og de formår at ramme en række gode melodier, hvor de vokale harmonier flere steder på albummet er lækre at lytte på. Men jeg efterlades totalt forvirret ovenpå de ti skæringer. Jeg kan ikke finde den røde tråd hos Minus the Bear. De er fem dygtige musikere, hvilket man sagtens kan høre på Omni, men man sidder hele tiden med en frustrerende fornemmelse af, at kræfterne i kvintetten langt fra udnyttes i denne omgang.
Kort sagt indeholder Omni både groove, funk og melodiøsitet, men når sådanne ellers fine elementer bliver leveret for pænt, rent og uvedkommende, som Minus the Bear gør det, så sætter det ingen spor i kroppen, og det er vel det musik handler om.
