Vega overbeviser atter med langtidsholdbarhed
Med sin anden udgivelse i 2010 er Suzanne Vega klar med endnu en del af sit close-up-projekt. Et projekt, der atter forstærker indtrykket af det imponerende tidløse i Vegas sangskrivning, men som også kalder på lidt større variation, hvis de fortættede akustiske fortolkninger af bagkataloget skal holde til mere.
På anden afdeling af projektet gælder det sange om personer og personligheder, og her er Suzanne Vega som bekendt allerstærkest i sin sang- og tekstskrivning. Således er det her, at storhits som ”Luka” og ”Tom’s Diner” hører hjemme, og de øger naturligvis attraktionsniveauet for dette album. ”Luka” leveres i en originaltro version med en smule mere intimitet i stemningen, og med den akustiske guiiar i et endnu mere varmt og imødekommende lydbillede.
Albummets helt store overraskelse kommer på ”Tom’s Diner”, der ikke kan leveres meget mere fortættet end tidligere. Derfor er der eksperimenteret med strygere og en elektronisk-klingende bas-bund, der overraskende nok fungerer fremragende og giver nummeret et nyt liv, der dog stadig emmer af autencitet og ægthed.
Blandt de øvrige højdepunkter på albummet er ”In Liverpool” og ”NY Is A Woman”, men nærværet og charmen forsvinder aldrig. Til gengæld er der en tendens til at det bliver en snas for hygsommeligt ind i mellem, og midt i de medrivende og smukke egenfortolkninger af sangene, får man i momenter lyst til at mærke lidt mere bid og kant fra Vega.
Men hovedindtrykket af dette album er atter, at Vega er en eminent sangskriver, der formår at skrive sange, der har en usædvanlige langtidsholdbarhed. Det gør, at Vega kan opdatere og tilpasse lydbilledet nu – 20-25 år efter den oprindelige udgivelse – og stadig få sangene til at leve optimalt. Det er imponerende og indgyder stor respekt – både overfor det originale arbejde, men så sandelig også overfor den igangværende restaurationsproces.
