The Jolly Boys: Great Expectation

Med en gennemsnitsalder på 75 år er The Jolly Boys uden tvivl et imponerende syn på livescenen med deres hjemmelavede instrumenter. Noget andet er, at The Jolly Boys med Albert Minott på vokal har valgt at tage udødelige klassikere til sig og forsøge at gøre dem til deres egne. Det fungerer ikke rigtigt.

Med en gennemsnitsalder på de 75 år er The Jolly Boys uden tvivl et imponerende syn på livescenen med deres hjemmelavede instrumenter. Noget andet er, at The Jolly Boys med Albert Minott på vokal har valgt at tage udødelige klassikere til sig og forsøge at gøre dem til deres egne. Det må de i sandhed siges, at have vekslende held med. Det er den engelske producer Jon Baker, der har ladet The Jolly Boys søge nyt land og ladet dem lave mento-coverversioner af kendte og elskede rock-numre. Mento er en oprindelig genre inden for jamaicansk folkemusik, som ska og reggae har sine rødder i, og særligt reggaerytmerne kan spores i mange af skæringerne.

Spørgsmålet er, om man kan have store forventninger til at høre klassiske rock-numre udsat for mento-genren. Undertegnede fik personligt lidt ondt i ørerne over at høre “Perfect Day” (Lou Reed), “Riders on The Storm” (The Doors) og “The Ring of Fire” (Johnny Cash) udsat for en jamaicansk 75-årig rusten og næsten tandløs mandsvokal. Og det uanset hvor charmerende det så end kan lyde i teorien.

Pladen har bestemt sine lyspunkter, men der er altså ikke mange af cover-numrene, som fuldt ud fungerer i konteksten jamicansk mento. Undtagelserne er “Nightclubbing”, der har et tempo og et instrumentalt spor, der har en dejlig langsom og organisk fremadskriden, hvor Albert Minotts stemme kommer til sin ret og det samme er tilfældet på “Hanging On the Telephone”, som også har overlevet oversættelsen til mento. Det mest vellykkede nummer er uden tvivl “Golden Brown”, hvor fløjten og guitaren smukt  følges ad og danner et godt fundament for Albert Minotts rustne vokal.

De numre på pladen som oprindeligt har en deprimeret mol-lyd er generelt dem der fungerer dårligst i The Jolly Boys’ hænder og hvor mento-genren clasher med originalernes lydbillede. Alt i alt må det siges at være en ganske hyggelig plade at lægge øre til, men ikke en som efterlader det store indtryk.

Men har man en forkærlighed for ældre mænd og coverversioner af kendte numre, så kan pladen Rhytms Del Mundo: Cuba anbefales, der med et væld af artister, fra bl.a. Buena Vista Social Club, fortolker både gamle og nye hits.

More from Christine Hovgaard Jensen
30.06.11 – Oh Land – Cosmopol, Roskilde Festival
Instrumentalsiden er præget af en art organisk elektronica, der lyst og knitrende...
Read More
0 replies on “The Jolly Boys: Great Expectation”