Melodiøst popheavy af den kummerlige art
De kan noget i Finland. Nogle gange kommer der superkompetent og superpotent dødsmetal af den fineste legering ud fra de Tusinde Søers Land. Andre gange pumper de pompøs og episk emocore ud over vores stakkels syndige hoveder. Men med Embassy Of Silence’s (EOS) debutalbum må lavmålet være nået for kedeligt, uambitiøst og kaloriefattigt popheavy. Som en billig rødvin er der hverken krop, fylde eller karakter på albummets 11 skæringer, hvor stilen er med skiftevis rumlende aggressive heavyriffs og ud fra en sødladen, klichéagtig rockskabelon, man har hørt et utal af gange før.
Kvartetten forsøger sig med den klassiske, kvindelige vokal i forgrunden med den hvidblonde Ines Lukkanen, der bekræfter alle fordomme om den gotiske iscenesætter, som i dette tilfælde blot ikke har talentet til at nå over middelhøjde. Mangelen på talent på melodisiden er dog også tydelig for de øvrige instrumenter, og selv ikke guitarist Tero Kalliomäki er i stand til at fylde tilpas meget snerren og bid ind i numrene, så det bliver bare en smule interessant.
Produktionen er farveløs og radiovenlig, og det er måske her, man rammer hovedet på sømmet. EOS vil simpelthen ikke andet med deres musik, end at blive spillet på Helsinkis P3. Og fred være med det. Bandet har slet ikke de kvaliteter som eksempelvis Amorphis ekvilibrerer med, og der er langt fra det lokale rockmiljø til et større gennembrud i det skandinaviske for en start. Især når man som EOS ikke har mere at byde på. Og når genren i øvrigt er så gennemtravet som tilfældet er, er det nærmest umuligt at forestille sig, at EOS kan udvikle noget som helst originalt inden for disse rammer. Derudover har de et idiotisk navn.
