Cowboy Junkies: Demons

Selvom du ikke måtte kende Vic Chesnutts bagkatalog – eller for den sags skyld har et forhold til Cowboy Junkies – så snyd ikke dig selv for denne helt formidable udgivelse, der rummer så mange magiske øjeblikke, at den melankolske pop/rock når sit maksimale niveau gennem afdøde Chesnutts smukke kompositioner.

Magiske fortolkninger af Vic Chesnutt

Båndene mellem Cowboy Junkies og Vic Chesnutt har længe været tætte og nære. Tætte samarbejder har været diskuteret og været på tegnebrættet, men med Chesnutts død for et par år siden blev der aldrig rigtig virkelighed i planerne.

I stedet har Cowboy Junkies valgt, at anden del af deres ”The Nomad Series” udelukkende indeholder sange af Vic Chesnutt. Og det er nærmest magisk, det som Cowboy Junkies får ud af det fornemme materiale. Ofte føler jeg mig fuldstændig uden ord, når de store stemninger indsnævres til nøjagtigt rammende og præcist målrettede følelsesladede syle, der på samme tid pustes op til eksplosionsnære arrangementer med storladen lyd, brusende hammondorgler og vrængende guitarer. Og Margo Timmins er en sand åbenbaring som sangerinde på disse sange, der får en varme og fylde, som gør dem i særklasse.

Fra ”Wrong Piano” er man opslugt af dette album, der for mit vedkommende topper på den vidunderlige ”See You Around” og ikke mindst på den blændende ”Supernatural”. ”Square Room” hører også til højdepunkterne, mens mine forventninger måske var størst til ”Ladle”, der dog bliver begravet i lidt for meget beskidt guitar og støj. En overraskende udgave af dette nummer, der således skuffer let.

Det er vanskeligt at skulle argumentere for, at et band leverer deres ypperste på et ’kopi’-album, og at et band, der leverer cover-versioner skal nomineres til årets bedste. Men ikke desto mindre har jeg svært ved andet end at forestille mig, at dette Cowboy Junkies-album vil høre til i toppen af 2011’s udgivelser, når året er slut. Der er så meget liv og så mange eksplosive momenter, når de knugende sammentrukne følelser slår gnister i de storladne arrangementer.

Selvom du ikke måtte kende Vic Chesnutts bagkatalog – eller for den sags skyld har et forhold til Cowboy Junkies – så snyd ikke dig selv for denne helt formidable udgivelse, der rummer så mange magiske øjeblikke, at den melankolske pop/rock når sit maksimale niveau gennem afdøde Chesnutts smukke kompositioner og spillevende Cowboy Junkies medrivende fortolkninger.

Written By
More from Morten Wamsler
Emily Loizeau: Pays Sauvage
Man kan sammenligne det vilde og viltre udtryk med Tom Waits, der...
Read More
0 replies on “Cowboy Junkies: Demons”