Elektronisk støjpop fra Brooklyn
Den danske trio Joe And Honey spillede op til aftenens hovednavn med deres perlende elektroviser, der kælent underspilles på henholdsvis guitar, synth og et gammeldaws tangentorgel, der momentvist piftede lidt halvfjerserstemning ind over det hele. Især Iben Foss’ vokal i forgrunden foldede sig ud på et par af numrene, og der er uden tvivl et fint potentiale i trioens simple, men også insisterende numre, der bæres hjem af en koket charme, en effektiv udnyttelse af simple remedier og en fin sans for melodi. Faktisk et rigtig godt valg til et opvarmningsband for en duo, der langt hen ad vejen – på papiret – leverer en åndsrelateret elektropop.
Det skal blive spændende at følge Joe And Honey, som måske skulle slå pjalterne sammen med Giana Factory til et spændende gig? Bare en idé.
Amerikanske The Hundred In the Hands (THITH), som består af Eleanore Everdell på vokal og synths og hendes makker Jason Friedman på bas, guitar, dub, sample og alt det løse, bød ifølge bandbeskrivelsen og deres seneste to udgivelser op på elektronisk, sfærisk pop. Og med et bagkatalog bestående af funky guitarer, solid grundbas og fine melodier, hvor Everdell lyder som en afdæmpet Siouxie, var der denne aften i Vega også klare forventninger om en perlerække af dansable popperler, tilsat lidt overstyret fenderbas og -guitar, og alt sammen underbygget af en tung, solid rytmebox og samplede, groovy rytmer. Det kom der så vidt også, men der kom ved gud også en masse mere. Og så er det en smagssag, om det faldt heldigt ud.
Sættet lagde ud med det funky ”Pidgeons” fra det seneste selvbetitlede album, og det var også det eneste, hvor Friedman iklædte sig bassen og gav netop den forventede, groovy rytme, der afspejler den dansable og cool club-stemning, der er generelt på duoens seneste album. Allerede på ”Dressed in Dresden”, hvor rytmen bliver mere sejt huggende og lægger op til en mere rocket tilgang, tog Friedman også for alvor fat på guitaren. Lag på lag af støjende syrespade blev herefter hældt ud over samtlige numre aftenen ud. Bortset fra et par åndehuller midt i sættet, hvor Everdells vokal og det kølige synth-billede fik lov at stå lidt, var koncerten primært præget af Friedmans legelystne og komplet overstyrede guitar. Nogle af numrene kan bære det, som den energiske ”Commotion” og den friske ”Tom Tom” fra ep’en This Desert, men resultatet blev en aften med ekstremt støjende udgaver af duoens bagkatalog, der ikke altid klædte de ellers kølige og reserverede elektropopperler.
Flere gange lød Friedman som en Pete Townsend og havde også de ustyrlige møllesving til at bakke energien op, men det var altså på bekostning af det æteriske og det luftige i THITH’s kompositioner. Og så er det som sagt en smagssag, om man bryder sig om den distortede og rockende tilgang til numrene, eller om man havde set frem til en mere afdæmpet og forventeligt mere elektronisk version af duoens kreativiteter. Momentvist synes jeg, at numrene fik en ekstra dybde og energi, som de slet ikke har på de respektive albums, og jeg vil sige, at Friedmans eksplosive energi og larmende guitarspil formåede at overraske mig positivt langt hen ad vejen. Men det skete altså på bekostning af mange af de øvrige og mere sarte kvaliteter, duoen ellers besidder.
Så det er ikke utænkeligt, at nogle gik uforløste hjem, hvor jeg fik anderledes og udfordrende versioner af nogle numre, som jeg egentlig gerne vil opleve i mere ren form. Der er basis for at nyt besøg fra den dynamiske duo, der aldrig helt fandt formen, men som prøvede at lege lidt med deres udtryksmåder på en aften, hvor guitaren havde overtaget.
