Ingen nye skydevåben under solen
I 2009 udgav Artillery albummet When Death Comes, som blev lidt af et comeback for dem. Og nu, efter der er gået mindre end to år siden comebacket, er de så igen aktuelle, og starter egentlig hvor de slap. Om det så er positivt, det er en anden sag.
Artillery er et af de danske metalnavne, der har haft mest succes i udlandet, selvom det dog er noget tid siden. I 1980’erne gjorde de sig godt bemærket i bl.a. USA med deres klassiske thrashmetal, som havde sin storhedstid i de år. Dengang var det dog ikke med den samme forsanger som i dag, men lyden var i høj grad som den er på mange af de numre, der er at finde på bandets aktuelle album My Blood. Artillery er på den måde et band, der ikke har udviklet deres stil i overvældende grad gennem årene, og det kan have både fordele og ulemper: Naturligvis vil det sikkert glæde mange fans at de kan høre genkendelighed i numrene, og der er vel også en vis prestige i at man som band har sin egen såkaldte sound. På den mere negative side kunne man til gengæld påpege, at det kan blive kedeligt og forudsigeligt med denne mangel på udvikling. På My Blood kan man finde eksempler på både fordelene og ulemperne.
Intronummeret ”Mi Sangre (The Blood Song)”, viser med sin guitarintro den typiske Artillery-lyd, og det tegner ret godt i starten af nummeret, men som helhed bliver nummeret lidt uinteressant, da omkvædet ikke har samme kvalitet som resten af sangen. Også det efterfølgende nummer ”Monster” er en opvisning i fed, klassisk thrash guitar, og lyder næsten som Metallica i starten af deres karriere. Til forskel fra intronummeret formår ”Monster” til gengæld at fremstå mere helstøbt, og er en af de bedste sange på albummet. Blandt de bedste numre er også ”End Of Eternity”, der i versene lyder en smule, som er den inspireret af Iron Maiden. Med det sagt, er kompositionen i nummeret også lidt anderledes end de fleste andre numre på albummet, og det er dejligt med denne afveksling, især fordi nummeret også er virkelig godt skruet sammen. ”Warrior Blood” er også et vellykket nummer, samtidigt med at det lyder ret meget som noget, man har hørt før fra Artillerys side, men i dette tilfælde er det en genkendelsens glæde. Et nummer, man kunne forestille sig vil få en overordentligt god modtagelse blandt bandets fans.
Udover disse numre er der da også andre steder, hvor bandet har lavet nogle gode sange, og der er aldrig en finger at sætte på guitarspillet, der er bandet særdeles overlegne. Men det kan altså godt blive alt for ensformigt i længden, hvilket gør af nogle numre preller af på denne lytter, og nærmest allerede er glemt minuttet efter, de er afsluttet. Det til trods er det stadig et band, der er lige så dygtige musikere, som de altid har været, og selvom de også i 2011 lyder som de altid har gjort, så lader den slags talent for musikalske kompositioner sig ikke fornægte.
