Svulstigt og glædesspredende elektropop fra Londonbaseret kvintet
Crystal Fighters (CF) består egentligt af to englændere, en amerikaner og to spaniere, men ensemblet er fast bosiddende i London og har suget stort set alt til sig fra det kalejdoskopiske elektromiljø i den engelske undergrund gennem de seneste tyve år. Forskellen er blot, at CF bobler og sprutter af livsglæde og stærkt inficerende danselyst, til forskel fra det indadvendte, sortrandede britiske rave. Der er firsersynth og poppede beats, der blander sig med noget så originalt som originale baskiske instrumenter som txalaparta (en liggende træklods, en eller flere slår på samtidigt med korte trækøller), tabor (en tromme af en slags) og en txistu (en baskisk fløjte). Hæld lidt af nævnte ingredienser ned i gryden med synth og pop og dance-club, og du har en meget god beskrivelse af CF’s varierede og yderst dansable projekt.
Der er dog også kant på nogle af numrene, og især ”I Do This everyday” kombinerer den baskiske txalaparta med overstyret guitar, der trækker minder på ældre Ministry og KMFDM, dengang industrial og techno var progressivt avantgarde.
CF trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk i deres latino dancepop, og man er hele tiden med på en bagudskuende trip down memory lane, om bord i et fremadstormende og løbsk lokomotiv, der får hår og kinder til at flabre i den virtuelle vind.
”Plage” er en højsommersang med akustisk, spansk guitar, hvor ”In The Summer” kunne være Hit Of The Summer til ethvert rave-party.
”I Love London” har igen folklore-rytmer, techno og det helt simple refræn, der gentages bevidstløst hele nummeret igennem, hvor det efterfølgende ”Swallow” pludselig lukker op for posen med den højstemte melodi og et varieret og komplekst lydbillede med alle instrumenterne i gang samtidigt.
De elleve skæringer slutter af med det lidt vemodige ”Follow”, der sætter et fint tehcnoakustisk punktum på en skive, der langsomt folder sig mere og mere ud, jo flere gange man lader sig flyde med på de baskiske dancerytmer. Jeg må indrømme, at det tog nogle gange at finde ind til skønheden i CF’s univers, grundet det meget brogede og forskelligartede lydbillede, men er man først blevet fortrolig med de ustyrlige og positive rytmer og beats på albummet, vender man gladelig tilbage.
CF spiller i øvrigt på den kommende Øya-festival i Norge, og dette kunne være en grund til at tage derop!
