Kontrolleret skotsk perfektionisme
Knapt var Mogwai kommet igennem aftenens første nummer ”White Noise”, før der fra en tilhører lød tilråbet ”play louder!”. Stuart Braithwaite måtte beklage, at det desværre ikke lod sig gøre pga. dansk lovgivning. Heldigvis var åbneren et nummer fra de skotske post-roskmastodonters nyeste plade Hardcore Will Never Die, But You Will, hvor jeg ikke savnede det ekstra lydmæssige gear, som Mogwai ellers er kendt for at have. Og med det enorme antal pedaler placeret på scenegulvet, var jeg slet ikke i tvivl om, at Mogwai lydmæssigt nok skulle folde sig ud i aften.
Det var mit første livebekendtskab med Mogwai, og jeg var spændt på en liveoplevelse af de lange stemningsfulde instrumental-rockende numre, som Mogwai siden 1997 har leveret med overbevisning. Ni af aftenens fjorten numre var fra skotternes nye album, og den fordeling havde jeg gerne set en lille smule anderledes til fordel for et par enkelte ældre numre. Heldigvis findes der blandt disse nye numre eksempler, som lever op til Mogwais gode ry. Både ”Rano Pano” og ”San Pedro” satte de støjende guitarer på overarbejde, og pludselig kunne man godt mistænke Mogwai for momentvis at overskride lydgrænsen – og heldigvis for det. Som modsætning til disse stod eksempelvis ”You’re Lionel Richie” som voksede sig fra det afdæmpede og vemodige til det støjende og storslåede som i den grad fyldte Store Vega med lyd, om så volumen var på 90 eller 110 dB.
Mogwai udstrålede en ro og ydmyghed. I koncertens indledende fase, gav det mig indtrykket af kedsomhed og rutine på scenen, men efterhånden som Mogwais musik foldede sig ud og deres musikalske helhedsbillede kom til udtryk, virkede det nærmest befriende, at der aldrig fremkom musiker-klichéer fra skotterne, og at al opmærksomhed dermed var rettet mod musikken. De havde kontrol over udskejelserne på scenen, og fik leveret den knap 15 minutter lange klassiker ”Mogwai Fear Satan” mesterligt. Kompleksiteten og omskifteligheden blev nydt af den fyldte sal, og ved guitareksplosionen efter en stille passage i nummeret måtte jeg overgive mig til kuldegysningerne.
Mogwai afsluttede med ”Christmas Steps” og den nye ”Mexican Grand Prix” som ekstranumre. I sidstnævnte blev showet lukket med et skønt inferno af guitarstøj og synth og fik publikum omkring mig i en trancelignende tilstand af indlevelse og fryd. Jeg endte med at være høj af glæde over min første liveoplevelse med de store skotter. De har styr på håndværket, og de formår at bruge værktøjerne, som formentlig vil gøre enhver koncert med Mogwai til en oplevelse ud over det sædvanlige.
Setliste:
White Noise
Rano Pano
Killing All The Flies
Death Rays
How To Be A Werewolf
Letters To The Metro
San Pedro
George Square Thatcher Death Party
Mogwai Fear Satan
Autorock
You’re Lionel Richie
New Paths To Helicon, Part 1
Ekstra:
Christmas Steps
Mexican Grand Prix
[nggallery id=121]
