The City Kill: Days Full of Joy

Visse bands bør nok holde sig til det, som de og deres musik er gode til - for The City Kills vedkommende er rådet at holde sig til live performances og helt undgå bedømmelser baseret på deres musik i statisk form a la cd'er eller vinyl.

Visse bands bør nok holde sig til det, som de og deres musik er gode til – for The City Kills vedkommende er rådet at holde sig til live performances og helt undgå bedømmelser baseret på deres musik i statisk form a la cd’er eller vinyl. Og hvorfor så det?

– Fordi Days Full of Joy emmer af, at den er bedre live, fx underspilles vokalen på visse numre, hvilket får lytteren til at overveje, om vi er ude i fejlproduceret materiale (ikke at jeg tror det)
– Fordi musikken føles amputeret, fordi den ikke følges af den stemning, som der er ved livekoncerter
– Fordi numrene er for ens – og at det monotone ikke kan brydes, fordi live-elementet udestår
– Og fordi den form for musik, som The City Kill står for (post-punk støjrock siger de selv, selvom det støjende ikke er synderligt gennemgående), for mig klart gør sig bedst live

Men ikke mere snakken udenom. Days Full of Joy er med sine kun 7 numre en mellemting mellem et album og en EP. Albummet lægger ud med “Razor” med tung basgang og en inciterende guitar, der byder brugeren velkommen til et lidt dystert, men meget udtryksfuldt univers. Vokalen, der dukker op, leveres af Signe Elin Gram og er ikke dårlig, blot meget underspillet i det tætte musikalske lydbillede. Det er lige før, at jeg hellere havde set musikken tage fuldstændig over, således at vokalen var taget helt ud – end at man i studiet havde valgt at skrue op for den. Men en af tingene burde have været gjort. Albummets andet track, “Imitation Moon”, giver mere plads til vokalen (hurra), men eksponerer samtidig vokalen lidt for nøgen til, at den har mulighed for at imponere, bedre bliver det på “Lovers Revisited” (track 3), der efter sigende er et remake af en ‘gammel’ The City Kill live-yndling, hvor bandet vælger at indrette sig fuldstændig efter den levende fortælling, som vokalen leverer. Musikalsk er der dog ikke langt mellem de tre første tracks – og resten af albummets fire tracks for den sags skyld. Passionerede drengerøve, der leger, karakteriserer det hele ganske godt. Det er lidt for prætentiøst samtidig med, at det er lidt højskoleagtigt og ufærdigt. Albummet bedste tracks er uden tvivl førnævnte “Lovers revisited” (track 3) og især “Leave This Place” (track 4), der er albummets mest indspilningsvenlige sang. Tempoet er trukket helt ud af nummeret – og der er gjort plads til dagdrømmeri. Og det lave tempo passer vokalen, mens tracks som “Avalanches” (track 6), der ikke passer vokalen, passer musikkens tyngde og behov for at gi’ los. Og måske er det her min største anke mod The City Kills album ligger gemt: At numre, hvor vokalen er god, går imod bandets musikalske standpunkt – mens numre, hvor der for alvor er plads til den improviserede fanden i voldske leg med instrumenterne, dér falder vokalen helt igennem.

Som sidekommentar skal det lige nævnes, at The City Kill på Days Full of Joy har fået hjælp af kendte navne som den danske post-punk legende Per Buhl Acs som producer og Peter Peter, som de fleste kender som guitarist i Sods/Sort Sol/Bleeder, i relation til mastering af albummet.

Til de interesserede kan albummet downloades på www.thecitykill.bandcamp.com, hvor man også kan vælge at kvittere for downloadet med et selvvalgt beløb i bedste Radiohead-stil. Hatten af for The City Kills open source tilgang til musikken – og kom så for pokker ud og oplev de unge mennesker live og gør min karakter til skamme!

Written By
More from Pernille Yding
Selvmord: Selvmord
Liam O'Conner og Suspekt træder med Selvmord ind på nye musikalske boldbaner....
Read More
0 replies on “The City Kill: Days Full of Joy”