Forfriskende og vedkommende oldschool
Som oftest med nye hypede genrer er det gammel vin på nye flasker. Nyeste skud på find-på-et-smart-revivalord er Nugaze, hvilket egentlig blot dækker en genopblomstring af shoegazerocken. The Pains Of Being Pure At Heart, The Joy Formidable og Yuck er bare tre af de mest pinpointede bands for øjeblikket.
Uanset hvad man benævner engelske Yuck, er de et særdeles forfriskende indspark på musikscenen med deres på en gang ualmindelig bedagede og ultracool take på slutfirsernes/starthalvfemsernes shoegaze-støjrock fra begge sider af Atlanten.
Er man som undertegnede en sucker for de to årtiers melodiske støjrock, accentueret af Pixies, Dinosaur Jr, Sonic Youth og My Bloody Valentine som førende bannerbærere, er der ingen vej udenom Yuck. Det er muligt bandet selv gennem adskillige interviews fastholder, aldrig at have stiftet bekendtskab med ovenstående navne – yeah right!? – men de lyder umiskendeligt, som om de er stopfodret med klassiske dyder fra de årtiers pejlemærker. I hvert fald er Yuck´s afvæbnende storforelskelse i den lyd og dens massive brug af distortionpedaler, genkendelige hooks, brede flader, bastante bas-akkorder og lyse evaporerende vokaler, til uendelig stor glæde for afficinados af den skæve og kantede rockgenre.
”Get Away” skubber fra kysten med en udpræget Kim Dealsk bas, der pumper sandbunden grundigt op omkring støjende guitarer og punchy trommer og det hele lugter da også af både Pixies og Sugar med deres ultracatchy alliance mellem melodi og støj. En højenergisk og helt igennem lovende åbner. Den distortionrepetetive ”The Wall” fortsætter det flotte niveau. I denne version har vokalerne dog fået et transistorlydende islæt ikke ulig Sparklehorse, mens Yuck på ”Shook Down” for første gang trækker tempoet og støjen lidt ud af musikken og ind træder akustiske guitarer og lyse Teenage Fanclub lignende vokaler. Men det varer selvfølgelig ikke ved, for Yuck kan ikke holde fødderne fra distortionpedalerne mange minutter ad gangen og giver igen los for den grumme feedback på den brusende udadreagerende ”Holing Out”.
Singlen ”Georgia” er en perlende og stemningsfuld MBV parallel, spædet godt op med florlette vokaler og en enkel og ukompliceret guitarsolo der bare ånder af liv og nærvær. Herefter står referencerne endnu i kø. Fra den fremdriftrige Sonic Youth øvelse ”Operation”, over Ride parafrasen ”Sunday” udsat for varme akustiske indspark, til den Spacemen 3 duftende ”Rubber” med sine massive repeterende guitarriffs, der konstant øges i styrke.
”Suicide Policeman” er en af de få afvigere fra stilen med et nærmest Cardigans-agtigt, halvlummert, loungenummer fuld af cheesy blæsere og løssluppen cocktailstemning. Men man tilgiver Yuck lige så hurtigt som man undres, for det er sgu både emotionelt bevægende og gjort med et tommetykt blink i øjet. Også de to kærlighedshungrende, collegerockende ballader ”Suck” og ”Stutter” med masser af luftig reverb på anslagene, tager en lille afstikker fra Yuck´s støjende hovedvej.
Det charmerende ved Yuck er deres ungdommelige energi, troen på egen formåen og vanvittigt høje fornemmelse for den gode melodi pakket grundigt ind i støj og lyse svævende m/k vokaler. Der hersker simpelthen en uimponerethed hos londonkvartetten, som i den grad smitter og fastfryser mig i ideen om, at netop den støjende og poppede shoegazerock er det mest gudbenådede der er sket for musikscenen. Albummet er gennemstrålet af en forbløffende stor sans for effektive melodier, som snurrer i hovedet længe efter de er løbet ud og her ligger nok Yuck´s største force, for de kaster om sig med ørehængere, som var det det mest naturlige i verden. Kun den syv min. lange afsluttende hymne ”Rubber” lyder reelt som klassisk opbygget shoegaze.
Det behøver altså ikke være så kompliceret for at tage kegler. Det behøver heller ikke forfølge et højt abstraktionsniveau, selvom man bevæger sig indenfor den indimellem noget navlepillende og selvhøjtidelige shoegaze genre – dét er Yuck et fornemt bevis for.
Fed plade!
