Intet nyt er godt nyt
Den texanske instrumentalkvartet Explosions in the Sky er med dette, deres sjette album, gået tilbage i deres musikalske arkiver og fundet seks demoer frem, som de har arbejdet på indenfor de sidste tre år. Demoer som de havde forladt, er kommet tilbage til, og senere udvidet. Nu foreligger så resultatet Take Care, Take Care, Take Care.
Og er der så noget som adskiller sig fra tidligere album, er der noget helt nyt under solen. Svaret må være nej – bortset fra lidt vokal på ”Trembling hands” – og heldigvis for det. Klassisk postrock med alle genrens træk står øverst, midt på og nederst på menuen, når man er i selskab med Austin-bandet, som har bedrevet deres vokalløse lydmalerier i 11 år nu. Lange numre – i dette tilfælde seks numre der strækker sig over små 50 min – udgør albummet. Stilhed/støj formlen køres lige så usvigeligt sikkert som Amen i kirken. Guitarerne indtager vel i sidste ende den dominerende hovedrolle med både ringlende momenter og støjende flader, der konstant væves ind og ud mellem bas og trommer.
Mono, Mogwai, Godspeed You Black Emperor og This Will Destroy You – fortsæt selv listen – er musikalske ækvivalenter til texanerne. Men SITE, som de titulerer sig selv, har mindre pondus end Mono, har grundlæggende mere lethed og er mindre dystre end Mogwai, og en mindre prætentiøs tilgang end GYBE´s politiske dommedagshymner. Bandets guitarakkorder er i forhold til parallellerne, vægtet mere i dur end i mol og kaster derfor et lysere skær af optimisme af sig. Samtidig er trommerne mere aktivt deltagende i et distinkt rocknuanceret touch.
Allerede fra indgangen til ”Last Known Surroundings” står det klart, at vi som altid skal beriges med smukke melodier, der stiger og falder i styrke og hvor guitaren ofte benytter sig af de postrockede arpeggio-anslag bygget op imod brusende crescendoer af mere eller mindre støjende art. Følt guitarfingerspil blandes med klokkespil, marchtrommer og en billedskabende bund af varm, melankolsk og ultra velspillet bas dominerer resten af albummet. Selvom de klassiske crescendoer leveres helt og aldeles efter manualen How To Do Postrock, divergerer SITE en smule fra ligesindede åndsbrødre, ved at være mere tilbageholdende og poetisk stemningssøgende, frem for kanonader af helt store kulminationsbrag.
Om det efterlader en uforløst, ønskende mere aggressivitet i klimakserne eller man trives fint med de tålmodigt udforskende og skønhedssøgende stillbilleder må blive en temperamentssag. Personligt finder jeg rigeligt med spændende, kompositionelle værdier og kedes sjældent. Bevares, indimellem opleves da lidt stilstand i de tidsomfattende numre og en følelse af, at visse elementer driver vel meget rovdrift på allerede benyttede virkemidler undgås ikke helt, men overall er det sørme effektivt og ikke mindst udsøgt fremført.
Har man investeret i tidligere skiver og trænger til fornyelse er der ingen hjælp at hente på Take Care, Take Care, Take Care. Men er man ubekendt med de texanske postrockere med det eksplosive navn eller blot glad for genren i øvrigt, er kvartettens nyeste skud på stammen bestemt en anbefaling værd.
