Lykke Li: Wounded Rhymes

Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.

Store følelser, stor lyd og store sange

Lykke Li er ude med opfølgeren til sin debutplade, og her er tale om et album med lidt større tyngde og lidt større sørgmodighed, og med Björn Yttling bag producerknapperne er der samtidig tale om en rigtig flot og interessant 60’er-inspireret lyd, der til tider er stor og flot – andre gange skramlet og nedtonet.

Det er de florlette melodier og de tyngdekraftige tidløse arrangementer med organisk frembringelse af en storladen lyd, der ellers sjældent fungerer så indtrængende som her, med mindre den er elektronisk. Det er en modsætningsfuld oplevelse, der går op i en højere enhed, når altså bare sangene er stærke nok. Det er ”I Follow Rivers”, der således som skæring nr. 2 modsiger åbneren ”Youth Knows No Pain”, der ikke har helt det samme bid. Begge er dog i den tempomæssigt mest markante del af albummet sammen med ”Get Some”, der ikke når helt samme højder, som ”I Follow Rivers”, men som er udmærket på vej. I mellemkategorien findes den lidt anonyme ”Rich Kids Blues”, ligesom ”Jerome”, der med sine buldrende trommer tager en ny drejning på poppens mystificeringsskala. ”Silent My Song” er ligeledes pompøs, men på sin egen rolige og finurlige måde.

Vokalen har en samtidig uskyld og frækhed, der betyder at det er svært at finde ud af, præcis hvad dette mystikprægede kvindemenneske indeholder. Det kommer i særdeleshed til udtryk på den sødmefulde ”Love Out Of Lust”. ”Unrequited Love” er også sødmefuld, men her er arrangementet nedtonet til det minimale, og vokalen understøttes fint i nydelig tostemmighed.

Arrangementerne er oftest sammensat med vægtig inspiration fra 60’er poppen, men får alligevel et meget moderne og tidssvarende udtryk, når Lykke Li tager sit store ejerskab om sangene, hvilket er med til at gøre ”Sadness Is A Blessing” til en af albummets fineste helheder. ”I Know Places” er atter en tyst og meget højtidelig skæring, hvor de simple langsommelige akustiske guitarakkorder er eneste akkompagnement til den fine melodi, der frembringes med et fint korarrangement.

Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.

Written By
More from Morten Wamsler
Ladysmith Black Mambazo: Songs From A Zulu Farm
Det sangtekniske er sublimt, men skal jeg blive fanget af sydafrikanske vokalharmonier,...
Read More
0 replies on “Lykke Li: Wounded Rhymes”