Når støjende stilhed er guld
Egentlig er Sacreligous Impalements nye udspil en ganske forsvarlig musikoplevelse, men det er netop med tryk på ordet ’musik’: Bandet gør et godt stykke arbejde, men vokalen truer hvert øjeblik med at ødelægge det kunstneriske helhedsindtryk fuldstændigt.
Når man første gang lytter til Exalted Spectres kan man få indtryk af en vis genreblanding. Denne skribents umiddelbare tanke var rå blackmetal møder Amon Amarth, et indtryk, der holder stik noget af vejen, men bestemt ikke er fyldestgørende. Man fornemmer at vokalen forsøger at udvise samme growlende råhed som Amon Amarth (blandt andre) er garanter for, men i Sacreligous Impalements tilfælde lyder forsangeren desværre bare, som om han ikke kan kontrollere sin stemme overhovedet. Det er ikke meget, hans stemme formår, men det den kan, lyder ikke godt. Faktisk grænser det til det irriterende, og i de allerværste tilfælde lyder han næsten som ”Lækre” Jens fra danske Red Warszawa… Bare uden at det er sjovt. Især på albummets sidste nummer ”Grand Funeral Convoy” er det tæt på at være uudholdeligt at lytte til, specielt når vokalen trækkes til det yderste i slutningen af andet vers.
Og det er virkelig ærgerligt, at vokalen er så blottet for talent, især på det foroven nævnte nummer, som uden tvivl er albummets bedste. Kunne man have fået det med en bedre sanger eller måske blot instrumentalt havde det været fantastisk. Det samme er tilfældet på ”The Woods in a Solitary Soul”, som ligeledes er et flot, og meget stemningsfuldt nummer, som sørgeligt nok falder meget niveau, når vokalen træder ind, selvom den da her er en smule mindre forstyrrende end på de fleste andre sange på albummet. ”Aletheia” er også et (instrumentalt) fedt nummer, med sin tunge, visse steder næsten slæbende, rytme, og når vokalen foregår langsomt og mere underspillet er den faktisk ikke så slem, men i omkvædet bliver det igen til noget, der minder en dårlig punkparodi. Bandet er der hermed sagt ikke noget galt med; de kunne da bestemt godt variere musikken noget mere, men de er velspillende og teknisk habile, men det kan desværre ikke rigtigt højne opfattelsen af Exalted Spectres, når Sacreligous Impalement har en frontmand, som minder en om at stilhed kan være guld.
