Det album Sonic Youth skylder os at lave (igen)
Hvad stiller man op med et band som norske The Megaphonic Thrift, der helt og aldeles ublut bekender sig til Sonic Youth, som præsten til amen i kirken. Ja, så må man jo anskue melodiernes kvalitet og om guitararbejdet kan følge med Moore/Ranaldo. Heldigvis er det henholdsvis fremragende og genuint.
The Megaphonic Thrift, med medlemmer fra bl.a. Low Frequency In Stereo og Casiokids, er uden omsvøb smaskforelskede i de ikonografiske amerikanere og det er sjældent jeg har mødt et band, der træder dem så direkte i bedene. Kvartetten fra nord må have indtaget dem intravenøst fra barnsben. Nordmændene skider dog højt og flot på Jantelov og (berettigede) anklager for inspirationstyveri og det kan jeg egentlig kun tage hatten af for.
Er du vild med tiden anno Daydream Nation og Goo vil du med garanti føle glæde ved Decay Decoy, som snildt kan kile sig ind på hylden mellem de to udgivelser. Det som på glædelig vis er til TMT´s fordel er, at de går til benet og skærer de alenlange outroes som kan føles retnings- og endeløse fra. De spekulerer heller ikke i avantgardistiske og svært tilgængelige indfald – ikke sådan at forstå, at der ikke er plads til improvisation eller at abstraktionsniveauet er fraværende – og så synger Linn Frøkedal væsentligt bedre end Kim Gordon.
Der er med andre ord ingen slinger i valsen, når den brusende og huggende støjrock lægger fra land. Melodierne ligger lidt de parade og slås om, hvilke der bør fremhæves. Selvom de smadrelydende og kradsbørstige guitarer så sandelig dominerer, formår bandet at holde melodierne tæt til kroppen og aldrig sælge et godt vers/omkvæd til fordel for støjende orgiastiske brag. Alle som én udfolder de sig med melodisk overskud og iørefaldenhed i spandevis.
Her er skæv karisma og alternativt stemte guitarer spillet som flader og figurer til perfektion – altså når vi taler indenfor den hvinende feedbackglade og repetetivt huggende del af støjrocken. Massiv distortionvælde, energiske og bastante trommer, stram solid bas og vokaler der veksler mellem mand og kvinde. Der er plads til både fortættede tæppebomber af støj og mere rumlige passager, selvom det meste af vejen er belagt med vægt på rock med anseelig fremdrift og svaghed for diverse effektpedaler. TMT må være en sand fornøjelse at overvære live.
”The Undertow”, ”Talks Like A Weed King”, “You Saw The Silver Line” og især ”Neues”, ”Candy Sin” og den heftige næsten punkede ”Queen Of Noise” er suveræne bud på et norsk søsterband til NYC kongerne af langtidsholdbar og egensindig undergrundsrock. Hell, hele slænget af sange kunne fremhæves!
I forvejen er jeg begejstret for nordmændene i Serena Maneesh og Maribel, men TMT overgår faktisk de to bands af 80´er inspireret støjrock.
Decay Decoy er en blændende udgivelse, der forbilledligt sparker til min indre rocksjæl og hiver smilet i den rigtige retning. TMT har simpelthen lavet det album, jeg i årevis har ventet på Sonic Youth ville lave og så er det en debut – godt gået.
