Ufarlig stadionrock fra Dangerfield og co.
Britiske Guillemots træder ikke mange skridt ved siden af den klassiske britiske stil, når det kommer til melodisk pop/rock med stadionpotentiale. Der er referencer til de seneste 3-4 årtier, og melodierne er smittende, indsmigrende og hamrende effektive. De kan også blive en smule overfladiske enkelte steder, mens der er en glimrende dybde og bund i andre øjeblikke.
Bandet er centreret omkring Fyfe Dangerfield, som trods sit markante efternavn ikke ret ofte nærmer sig de områder i det musikalske landskab, hvor det bliver en smule farligt, og hvor adrenalinen bare nærmer sig at pumpe lidt hurtigere end ellers. Det giver en god ro, men det gør også albummet lidt glat på overfladen.
Albummet åbner storartet med titelnummeret, der på én gang er nedtonet og skrabet, men stadig findes de storladne anslag, der giver stadionfornemmelsen. ”Vermillion” følger fint trop, mens den sørgmodige ”I Don’t Feel Amazing Now” er en storladen ballade med alt, hvad dertil hører. Stadionlyden brager for alvor igennem på den U2-lignende ”Ice Room”, der har rockattitude og når langt ud over scenekanten. ”Slow Train” bliver en småkedelig sing-along-ting, mens det til gengæld bliver rigtig fint og funktionelt på den nedtonede og nydelige ”Dancing In The Devil’s Shoes”.
I bund og grund er Guillemots ikke så rasende anderledes fra så mange andre bands fra samme egn og fra de seneste mange tidsperioder. Det kan man vælge at betragte som småkedeligt og uopfindsomt – eller som tidløst og frygtindgydende effektivt. Jeg er lidt splittet mellem de to opfattelser, for der er ingen tvivl om potentialet og melodiernes styrke, men jeg havde ikke ærgret mig, hvis der var blevet plads til lidt udfordringer undervejs.