Forventningsfuld klappen fylder kuplerne over scenen på Odeon, hvor der er fyldt godt op med, hvad der lader til at være dedikerede fans. Flere gange klappes der efter bandet og til sidst kommer bandet på efter at være præsenteret, som ”… hvad nogle mener, er verdens bedste band…”. Det er godt nok en ret modig ting at sige inden et band går på scenen!
Høflige jakkesæt
En melankolsk skrattende guitar, en sjælfuld croonende vokal, energiske trommer, blid piano og en brummende bas gør et særdeles velspillende band fra Washington, D.C. Og høflige ikke mindst, når de ordentligt opdraget takker pænt i deres jakkesæt efter de begejstrede klapsalver. Bluestoner på bassen følges på vej af forsangeren Hamilton Leithausers fantastiske stemme, der nærmest er et femte instrument, og bruges med stor følelse, så det kilder hjertestrengene. ”Thank you, thanks ya’ll”.
Velkomponeret
”We’d like to play a song for you that we just wrote”. Sangen starter afdæmpet og inderligt for så at stige I tempo og tiltage for så igen at dæmpes og tiltage igen i en fin komposition med glidende overgange mellem bakke og dal. Sangen er mere afdæmpet og i langsommere tempo end de tidligere mere energiske udladninger, og har også fået følgeskab af tamburin på trommeslagerens bækken.
Ofte har sangene toner der holdes længe af guitaren og af Leithausers stemme, der vrider sig i mellem instrumenternes sammenspillede toner, og hvis man lukker øjnene kan man drømme sig væk til en røgfyldt natklub i andre svingende tider.
Finfølelse og rock’n’roll
En mere skrattende distortet guitar bryder det harmoniske billeder og nogle insisterende trommer og en vedholdende bas resulterer i en omgang lækkert støjende rock’n’roll med masser af drive og finfølelse. En ballade med triangel, guitar og følsom crooning vælter ud over os.
Det var en fornøjele at opleve et super veloplagt band med et stort repertoire og en smittende glæde ved musikken, der deles af et publikum, der efter en uge på festival stadig kan finde overskuddet frem til det velspillende band. Derfor er det også enormt irriterende at lyden endnu engang ikke er i skabet, hvilket desværre har været oplevelsen på lidt for mange koncerter under dette års festival. Dette skal selvfølgelig ikke gå ud over bedømmelsen af et fremragende band, men det er svært at se bort fra, når den første del af koncerten bød på en noget grynet udgave af Leithausers flotte vokal. Forhåbentlig er de høflige crooner-rockere blevet så glade for Danmark, at de returnerer til endnu en omgang noir-garage-retro-rock.
