Solen vækkede campingområderne til endnu en dag med musik ad libitum i den østjyske bøgeskov i Skanderborg. Og der var både store og små oplevelser – måske ikke overraskende var de store oplevelser at finde i selskab med de ubeskrevne blade, mens de store etablerede kunstnere skuffede.
Skanderborgs helte
Og det passer så ikke helt, for De Eneste To fyrede den i den grad af, da Skanderborgs egen Peter Sommer sammen med Simon Kvamm gav sidste performance som De Eneste To for denne gang. Skråningen foran Bøgescenerne var pakket til bristepunktet med unge som gamle – og det var da også en gedigen omgang herrerock, som de to sangere lagde ud med helt nede i jordhøjde, men alligevel fabelagtigt flyvende. “Østjylland Dreaming” gik direkte ind – og samspillet mellem de to frontmænd var nøje afstemt. I det hele taget er det svært ikke at blive en anelse imponeret over konstellationen Sommer og Kvamm, der med deres henholdsvis dybe og lyse stemmer svinger utrolig godt sammen – og som med hver deres niveau af alvor og sjov har formået at skabe indbegrebet af Synergi. Kvamm afslørede mod slutningen af koncerten, at den var sidste koncert, de gav sammen – i denne omgang, og at der nu skal satses på deres individuelle karrierer. Og hvilken afsked! Der blev skrålet med på “Jeg Har Ikke Lyst Til at Dø” (med 13-årige Jonas fra Århus på scenen til at sætte gang i festen!), der blev svinget med T-shirts (reklamefremstød fra de to herrer for at promovere deres remix-ep) til “Det Ruller” – og der blev råbt med på legendariske Blurs “Song 2” nu i De Eneste Tos version. Det rockede i bøgeskoven, så intet og ingen stod stille.
Tak Rock!s udvalgte fra Live Camp
Fra gedigen (poppet) rock til mere indadvendt dansk indie. I P3-teltet var der 16.45 givet plads til det band, som sponsor Tak Rock! (Unibrew) havde udvalgt fra Live Camp, nemlig bandet Lydmor. Med Jenny Rossander i front leverede det unge band et gribende lille intermezzo, der ikke kan give andet end forhåbninger om fremtiden (og fremtid skal der nok komme, for bandet er allerede signet af Copenhagen Records). Musikken var melodisk og fin, beats’ne sløve, men taktfaste, stemningen drømmende, men påtrængende – og det elektroniske er vel nok det, der bedst genrebestemmer det unge band. Det er oplevelser som disse, der for alvor gør festivaler spændende – at gå ind i et telt i mørket og blive suget ind i et univers, man ikke havde forventet. Lydmors debutsingle “Electric Mistress” er i rotation på P3 og absolut værd at tjekke ud.
Love Goes On Forever
Fra nyt stjerneskud til gamle garvede rotter, for kvart i seks var det Jens Unmack og crew, der stod på Rytmehans og øste kærlighed ud over publikum. Det skete med et rutineret set afbalanceret mellem nye og gamle numre, men fokus på indlevelsen og på at have publikum med – og med hits som “Frelsens Hær”, “Redningsklar”, “Love Goes On Forever” og “Copenhagen Dreaming” er det ikke svært at få et festklart publikum med sig. Det virkede nu ikke helt som om, at Unmack syntes, at opbakningen var helt god nok – adskillige gange kunne man fornemme hans “kom nu” til publikum, som også forsøgte så godt, de kunne, men altså ikke helt løftede festen til de højder, som Unmack ønskede sig. “Love Goes On Forever” havde et smukt lille mellemstykke, hvor der skulle have været harmonikasolo, og Unmack bad i stedet publikum synge helt op til pophimlens stjerne til minde om nyligt afdøde guitarist Henrik Hall.
Kedelige Kashmir
Kashmir skulle halv ni endnu engang indtage Bøgescenerne på Skanderborg – desværre blev det en noget kedelig affære med dårlig setliste, lydproblemer – og en Kasper Eistrup, som måske ikke helt var så oplagt, som han skulle have været. Det vildeste moment var, da Eistrup til sidst kastede lidt med sin guitar, men uden at det nogensinde blev gennemført, han var simpelthen for bange for at tabe den! Det lagde ellers ganske godt ud med sing-a-long, men hurtigt gik det over til en lang række af Kashmirs mange gode sange, som man ikke helt kunne kende fra hinanden. Måske var det lyden, der spillede det danske band et puds, måske var det ganske enkelt forkert sangvalg.
Ekstranumrene rummede bandets eneste danske sang “Splittet Til Atomer”, igen en noget kedelig affære, og “Rocket Brothers”, som burde have sat skub i tingene, men som kun satte længslen efter flere af bandets mange hits i gang – og da Eistrup som altid begav sig ud i en jamsession til sidst, virkede det mest af alt, som om han opfattede sig selv som den store stjerne, han endnu ikke helt har formået at blive. Efter koncerten var der skuffede miner, som en teenagepige sagde; “De har lavet sådan et godt album [The Good Life, red.], men de spillede ikke en skid fra det, der var jo hverken Mum’s in love eller Lampshade eller noget”.
Fler Farver
Det var som at gå fra asken til ilden at skifte Kashmir ud med den ubeskrevede Odense-kvintet Fler Farver, der gik på scenen i P3-teltet 22.45 som en flok kåde får. De var benovede over overhovedet at være på scenen, og deres umidelbare glæde over bare at være til stede efter selv at have ligget i telt hele ugen smittede af som en epidemi på publikum. De fine tekster om at feste og være tingfinder fandt sin tydelige grobund, og publikum var ikke sene til at takke med håndtegn, hop på stedet og fællessang på de mange ukendte numre, som man dog hurtigt fik lært. De fem rappere havde endda medbragt gimmicks til publikum, bl.a. en stak papirsposer, som de kastede ud over publikum og bad os om at puste op for sammen at slå dem i stykker med et brag. Et lille tiltag, men med stor effekt. Senere kastede de kæmpestore balloner ud til publikum, der levede længe. Koncerten var en af de sjældne oplevelser, hvor det hele går op i en større enhed, og hvor publikum og band bare når hinanden uden anstrengelser.
Nattefesten nåede ikke ud over scenekanten
Aftenen sluttede med prisbelønnede Fallulah, der kvart i et gik på i P3-teltet forventelig til lidt af en nattefest, men skuffelsen var stor, da vi i stedet oplevede en kunstner, der ikke kom meget længere end lige ud over scenen. Alle forudsætninger for en uforglemmelig oplevelse var til stede; et stort modtageligt publikum, en veloplagt Fallulah, en intim scene med stor kapacitet, men et eller andet sted knækkede det altså. Godt halvvejs inde i koncerten var der en lille optur, da sangerinden gav sin “I Lay My Head”, som var i sit helt rette element, men det var koncerten altså ikke. Vi valgte – som en del af andre, at forlade koncerten til fordel for Ida Corr, som indtog Bøgescenerne klokken 01.00 med en ganske anden energi end Fallulah.
Farvel for denne gang
Og hermed slutter årets Smuk Fest for Diskant.dk. Søndagen ville ellers være soulfyldt, som festivalledelsen har udmeldt, men samtidig har den også valgt at lukke dele af festivalpladsen ned, og at fylde formiddag og eftermiddag med relativt ukendte performances eller symfoniorkestre og ungdomskor. Det kan godt være, at den officielle udmelding er, at man ikke nedprioriterer søndagen, men det virker umiddelbart som om, at den tidlige åbning af festivalen med en lang række højtprofilerede koncerter onsdag trækker stikket for søndagens indhold. Og det er synd og skam. I et interview har festivalens talsmand Poul Martin Bonde forklaret, at en fjerdel af festivalens publikum tager hjem før søndagens program – gad vide, om det tal ikke stiger i år, hvor trækplastrene er Tom Jones, Nik & Jay og Turboweekend. Men med næsten fire dages god stemning og god musik i bagagen er der også grænser for, hvor meget mere man kan rumme.
