Skingert, skørt og skramlet
Amerikanske Royal Bangs leverer en lidt løjerlig indierock, der på den ene side er skramlet og hidsig – på den anden side melodisk og fængende. Som på debutalbummet We Breed Champions er der milevid forskel på den ene og den anden afkrog af Knoxville-bandets spændvidde, og det er både livgivende og rodet.
Er man til det mest garage-indie agtige er der højdepunkter på albummets første halvdel, mens jeg først for alvor spidser ører på de sidste to numre, hvor den flabede attitude hos Ryan Schaefer kombineret med de store melodier giver et forrygende udtryk. ”Dim Chamber” sidder lige i skabet, og den næsten syv minutter lange afslutter ”Slow Cathedral Melt” er storladen og opfindsom som Beatles på deres mest obskure og stort opbyggede kompositioner.
Det skøre og skingre udtryk fungerer sublimt på de to numre, hvor melodierne er stærke nok til at skabe en vis sammenhængskraft. Det er desværre ikke ret ofte på resten af albummet, at Royal Bangs lykkes med dette, og når detaljen i det enkelte nummer gemmes for langt væk i lo-fi-produktion, er det som om at bandet giver køb på det, der ellers er deres stærkeste side.
Royal Bangs har virkelig kompetencerne til at skabe et interessant bud på en totalt skævvreden melodisk indie-garage-lyd, men det er som om, at de ikke helt tør stå ved, at den melodiske og iørefaldende side er deres stærkeste. Det er synd, for det er her, at Royal Bangs for alvor rykker.
