Tobias Lilja: Delirium Portraits

Lilja bringer en pulserende stemning til live, der på mange måder minder om vores lokale Mikael Simpson og Trentemøller, når de udfolder sig i deres minimalistiske og elektroniske univers.

Ambient portrætter fra den svenske urskov

Der er noget sært dragende ved Tobias Liljas elektroniske og skyggefulde univers. Med sit tredje album fortsætter den nu 30-årige svensker med at komponere komplekse og alligevel enkle sange og melodier, som nænsomt folder sig ud i en tæt og fugtig skovbund af klange og stemninger. Det er elektronisk popmusik i den lette ende, uden alt for voldsomme breaks og beats, selvom rytmen spiler en stor og varieret rolle på de ti skæringer.

Åbningsnummeret ”Spineless” har et væld af takt og toner, med en messende og nærmest usynlig Lilja i baggrunden. Den rene og underspillede vokal lyder nærmest som en voksen vuggevise, der arbejder ihærdigt på at lulle lytteren i søvn, men der er intet i musikken, der er hverken infantilt eller overfladisk. Jo mere man lytter til Liljas sære kompositioner, jo mere opfanger man detaljer og finesser, der langsomt skubber sig frem som havskildpadder i brunst.

På ”Love song” bringer Lilja en pulserende stemning til live, der på mange måder minder om vores lokale Mikael Simpson og Trentemøller, når de udfolder sig i deres minimalistiske og elektroniske univers.

Men der er masser af andre ting på Liljas album, der stritter i andre retninger, og det pudsige ”All Ears” er blot et eksempel på svenskerens underfundige kreativitet. Et nummer, der er så skrøbeligt med piano og havbrus, vil altid være i fare for at løbe ud i sandet og blive fortænkt. Men ikke i hænderne på Liljas modige favntag, hvor der både er mol og tristesse og flotte episke og farvestrålende strøg henover musikken.
Også ”No death star” starter i det uselviske og underspillede, men udvikler sig til en nærmest udadvendt og beat-baseret sag, der strutter af vitaminer og livsmod. Og det favner måske meget godt det spænd, man møder på Delirium Portraits. Der er en imponerende palet af indtryk, følelser og en knivspids melankoli, der forenes i Liljas vokal og det mosdækkede underlag af elektroniske virkemidler.

Delirium Portraits kan varmt anbefales alle med hang til det dybsindige, uden at det bliver hverken tungt og uigennemtrængeligt. Og så er der en allestedsnærværende god melodi, der vibrerer fint i Liljas univers, som ikke kan andet end at charmere sig ind på lytteren. God fornøjelse.

Written By
More from Carsten Meedom
Samtale med Steve Von Till
Jeg har lyttet til Neurosis de seneste 25 år og altid haft...
Read More
0 replies on “Tobias Lilja: Delirium Portraits”