Da pop i disse tider mere tilhører denne verdens Medina’er og Rasmus Seebach’er har Vegas bandbeskrivelse valgt at kategorisere The Kooks som alternativ rock på trods af dansevenlige numre der lugter langt mere af glad og velsnedkereret pop.
Happy J-Day!
Men når det leveres så legende let og lækkert som tilfældet er med The Kooks, så er der egentlig ingen grund til at slås over genrer og kategorier.
Til deres koncert i Vega en fredag i København, hvor julebryggen strømmede gennem gaderne i selskab med glade københavnere, var der tætpakket og varmt i den træpanelbeklædte sal. Stemningen var høj og forventningerne ligeså, mens publikum stod på tæer og skuede efter bandet. Og forventningerne blev bestemt ikke gjort til skamme med et usandsynlig veloplagt The Kooks, som fra start til slut var en stor eksplosion af positiv udladning. “Happy J-Day – this is fantastic,” kom det da også undervejs fra storsmilende forsanger Luke Pritchard.
Tilbage til fremtiden
Fra første tone blev slået an råbte og skreg publikum mens Pritchard dansede rundt forrest på scenen og sendte skælmske blikke ud til de fremadrakte hænder og store smil i publikum. Drenge og piger skriger omtrent lige højt og stemningen er løssluppen og vild i flokken af dansende, svedende og opstemte fortrinsvis unge mennesker.
En følelse af at være til Beatles-koncert i den hedengangne KB-Hallen strejfede et øjeblik Diskants udsendte, der blev blæst helt bagover af al den begejstring som The Kooks genererede hos publikum inden jeg også selv blev båret med på bølgen og højt sang med på næste nummer ”Always Where I Need to Be” fra bandets andet album Konk fra 2008. Den dynamiske lyssætning understregede perfekt den gode energi der strømmede ud over scenekanten og gav alle lyst til at danse og slå sig i tøjret. Pritchards brede smil, smittende energi, hans krøllede hår og stramme jeans gav mindelser fra en anden tid, hvor rock’n’roll var fy og skamme sig. De enkelt opbyggede numre med masser af syng-med-kvalitet mindede ligeledes om en tid med The Beatles, The Kinks og The Rolling Stones og skrigende unge piger i miniskirts og scooterstøvler.
”Holder gulvet mon?”
Rytmiske hop og trampen var fast følgesvend til de fleste numre, der alle mødtes af et begejstret og taknemmeligt publikum. En god blanding af nyt og gammelt materiale gjorde en fantastisk koncert, hvor der omtrent blev sunget med på alle numre uden undtagelse. Hvilket for nogens vedkommende var lidt for højt og entusiastisk og nærmest overdøvede Pritchards til tider lidt mumlende vokal. Tinitus here we go, uden det lagde låg på glæden.
Uanset om Pritchard stod forrest på akustiske numre med harmonier sammen med guitarist Hugh Harris i flot samspil eller bandet stod solidt plantet på scenen med Pritchard i front, var der en fantastisk selvfølgelighed og simpelhed over opsætningen, mens de velspillende lirede det ene nummer efter det andet over omtrent halvanden times spilletid. En tak skal lyde herfra for en fantastisk energiudladning der varede hele resten af weekenden.
