Spændende dansk soloalbum med ærgerlige mangler
29-årige Nicolai Funch er efterhånden en erfaren sanger og sangskriver. Han albumdebuterede med den afdæmpede Hooked i 2005, som blev godt modtaget herhjemme, men et egentligt gennembrud er det ikke blevet til siden. Funch synes heller ikke at have sigtet mod et decideret solo-gennembrud, men kastede sig efter debuten over et skandinavisk ”co-write” album, som så alligevel endte med at blive hans anden soloplade Up North. Det nye album, Someday These Colors Will Fade, udgives uafhængigt på Funchs eget pladeselskab.
Nicolai Funch er en målrettet sanger, sangskriver og guitarist, der synes at have planen for sit arbejde klar. Genren er blød og melodisk folkpop, og hans tilgang til musikken er efter hans eget udsagn et dogme-princip, hvor musikerne bygger arrangementerne op, efterhånden som indspilningen skrider frem. Han søger at hylde nærvær og spontan musikalitet, og det kommer også nogle steder til udtryk i både musikken og i hans meget personlige tekster. Samlet set skaber Funch en stemning indeholdende både melankoli, drømme og håb, og på flere numre er man som lytter da også engageret.
Nicolai Funch har uden tvivl en svaghed for både nordiske og organiske elementer i sin folkpop, og han er god til at skrue sympatiske sange sammen. Set i lyset af at han hylder spontan musikalitet, savner jeg en større musikalsk variation på Someday These Colors Will Fade. Albummet grænser til et ordinært popalbum, hvor man skal spejde langt efter spontaniteten. Under alle mine gennemlytninger af albummet voksede min længsel efter det uventede og det kantede – noget der ramte mig, og som jeg kunne mærke længe efter. Det kom aldrig, og helhedsindtrykket blev ved oplevelsen af et sympatisk og velskrevet album, som desværre aldrig bed sig rigtig fast.
