Syntetiske analogsignaler fra en svunden tid
Daniel Lopatin, som er manden bag det pudsige koncept ONEOHTRIX POINT NEVER (OPN), har begået en besynderlig, men ikke desto mindre besnærende og fascinerende udgivelse af 10 forløb, der frastøder og indbyder på en sær, original måde. Alle skæringerne består af samplede brudstykker fra noget andet, noget tidligere, som kan være genkendeligt, men umuligt at sætte fingeren på. Der er rytmiske indslag, abrupte forkortelser og mærkværdige lyde, der sniger sig ind bagfra og skaber uro og kriblen i sjælen. Men hele tiden holdt med et forløb for øje, der vil noget. Intet virker tilfældigt i hænderne på Lopatin, selvom det synes umuligt at beskrive et sammenhængende forløb i det syntetiske og skævvredne univers.
Det, som imponerer mest ved OPN, er den udtalte sans for det velklingende, det flotte strejf, som på sæt og hvis er et grundvilkår i musikken. Der er lækre analoge synthsforløb og blide pianostemmer, og der er ingen tvivl om, at OPN formår at digte sig ind i et skønt rum med klange, der indlejrer sig duvende i sjælen, mens det pågår. Og der, hvor det bliver rigtig interessant er, når OPN bryder med den tilforladelige skønhed og velbehag og sniger elementer af støj, kant, forfald og uro ind i lyden. Det sker ofte ubemærket, men pludselig er det der, og man er i tvivl om, hvad det egentlig er, man skal føle. Angst? Bekymring? Glæde? Vemod?
I sin grundtone har OPN samme kvaliteter som nogle af David Lynchs mere eksperimenterende filmprojekter, og Replica kunne sagtens være med på lydsporet til en film som Eraserhead med sine stærke, symbolladede og stemningsmættede billeder, der står løsrevne i en eller anden sammenhæng, som det er umuligt at fatte essensen af. Det er bare.
