Velkomment og tæt på vellykket genhør med Sinead O’Connor
Det er efterhånden mere end 20 år siden, at Sinead O’Connor slog igennem med sin indspilning af Prince-nummeret ”Nothing Compares 2U”. Et verdenshit, der også bar en betragteligt salg af albummet I Do Not Want What I Haven’t Got med sig – et album, som efter min mening rummede en lang række endnu stærkere sange, som eksempelvis den formidable ”Black Boys On Mopeds”.
Siden har der ikke nødvendigvis været stille om Sinead O’Connor, men det er måske i højere grad de lidt underlige historier og spirituelle vandrehistorier, der har fastholdt kendskabet til den irske sangerindes navn. Ikke desto mindre er hun nu klar med sit niende studiealbum, og det er et album, der flere steder understreger, at Sinead O’Connor er meget mere end hitalbummet for 20 år siden.
Der er lidt kedsommelige passager undervejs på det nye album, men der er også momenter af højeste kvalitet. ”Reason With Me” er som en moden udgave af de styrker, der tidligere har kendetegnet Sinead O’Connor, mens ”The Wolf Is Getting Married” er en fin sang, der melodisk kan have potentiale til en lettere hitstatus, samtidig med at det viser Sinead O’Connors udmærkede vokale formåen. ”4th and Vine” er en lidt spøjs shuffle-sag, der på overfladen er glad, smilende og strutter af lykke – i en sådan grad, at man ikke er i tvivl om, at her er rigeligt med budskaber om, at der altid gemmer sig et dybere lag under overfladen.
Og så binder hun an med en coverversion af John Grants fremragende ”Queen of Denmark”. Og såmænd om ikke Sinead O’Connor leverer nummeret på ganske imponerende vis. Her understreger hun evnen til at skabe en fortryllende indlevelse, og samtidig holder hun sig stringent op ad John Grants eget arrangement, hvor nummeret flere gange eksploderer i huggende guitarer og vredesudbrud. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om Sinead O’Connor bliver en smule for hidsig og skinger, men generelt leverer hun en meget fornem version af et af mine favoritnumre – og hun formår på samme tid at have den dybeste respekt for sangen og dens oprindelige arrangement og alligevel gøre sig selv til en central del af nummeret.
Sinead O’Connor bringer sig med sit niende studiealbum tilbage på sporet som en sangerinde, der har en masse på hjerte og en masse at give. Hun skriver sig næppe ind på toppen af de samme hitlister, som hun toppede for 20 år siden, men hun får genoplivet sit gode ry, og som helhed leverer hun et ganske godt album, der kan virke lidt søgende og spraglet, men som til tider rammer et meget højt niveau.
