Werner Kitzmüller: Evasions

Werner Kitzmüller er afgjort en unik kunstner, der først og fremmest vil imponere de få. Mange vil være afskrækket allerede i løbet af albummets første 20 sekunder, og jeg er ærligt talt heller ikke sikker på, at jeg kommer til at lytte til Evasions ret mange gange.

Kompromisløst og krævende fra kunstneriske Kitzmüller

Man kan sige og mene meget om østrigske Werner Kitzmüller, men at beskylde ham for at lefle for mainstreampublikummet og søge de letkøbte musikalske løsninger, det ville mildest talt være at skyde forbi. For Kitzmüller er på alle måder en kompromisløs lydarkitekt, der på sin helt egen mærkværdige og underfundige måde har skabt et uforståeligt men alligevel charmerende værk i Evasions. Instrumenteret med alt fra klaver, cello og klaver til tøjbøjler, papir og ødelagte legetøjsklaverer, skaber Kitzmüller sit helt eget lydunivers.

Fra den dybt mærkelige og absolut tillukkede åbner ”Motte”, der bringer lydlandskaber og støj i rodet og utilgængeligt virvar, skifter han stil på den meget inderlige ”Meter”, hvor hans dybe røst tryllebinder. Den klaverledsagede ”Good” har et håbefuldt men stadig drømmende og melankolsk snit over sig, og Tindersticks synes ikke at være en fjern inspirationskilde her.

Den gribende smukke duet ”Stalker” med Meaghan Burke som med- og modspiller trækker Kitzmüller helt op i himmelske højder, mens det igen er påkrævet at spænde den helt tætsiddende lyttehjelm på, hvis man skal finde hoved og hale i de blot 72 sekunders underspillede mærkværdigheder på ”Grenade”.

Det er dystert og indestængt på den helt skrabede ”Purple”, klokkespillene giver et næsten psykedelisk udtryk på den nynnende og underfundige ”Where’s My Love”, mens den rytmiske struktur er lettere genkendelig på den næsten helt melodiske ”One Step”. ”Remession” fortsætter den vanskeligt tilgængelige stil, mens der rundes af i fin og imødekommende stil på den tysksprogede afslutter ”Salz”, der med fingerspillet guitar og flere vokallag runder af på smukkeste vis.

Werner Kitzmüller er afgjort en unik kunstner, der først og fremmest vil imponere de få. Mange vil være afskrækket allerede i løbet af albummets første 20 sekunder, og jeg er ærligt talt heller ikke sikker på, at jeg kommer til at lytte til Evasions ret mange gange. Dertil er albummet en tand for kompliceret for mig, men jeg erkender til fulde den store kunstneriske værdi, og jeg er glad for at have givet rigeligt med tålmodighed til Kitzmüller, for tålmodigheden bliver i rigelige mængder tilbagebetalt.

Written By
More from Morten Wamsler
Thorbjørn Risager: Track Record
Nye udforskere af den moderne blues-scene kan snildt starte her, for Risager...
Read More
0 replies on “Werner Kitzmüller: Evasions”