21.02.12 – Rammstein – Forum, København

Som altid klappede Rammsteins imponerende pyroteknik perfekt tirsdag aften i Forum. Som altid havde de en plan for aftenen klar, og som altid lykkedes det også i aften til fulde. Ild, eksplosioner og små-masochistiske indslag mundede ud i en potent kombination af en rockkoncert og et teatralsk show.
Rammstein på Copenhagen Live 2010 (Foto: Lars Asmussen)

Skydetelt i Forum – og Rammstein ramte plet

Tirsdag aften tromlede Rammstein ind over Danmark igen, og bombardementet ramte denne gange Forum i København. Vi har været heldige og har haft æren af tyskernes bombastiske march-metal og deres teatralske og flamboyante sceneshow et par gange over de seneste par år. Senest var forrige sommer udendørs på Ti-øren på Amager, og denne februaraften gjaldt det så et indendørs show i et udsolgt Forum. Musikalsk ville Rammstein ikke skuffe mig. Det vidste jeg. Men kunne de kun halvandet år efter sidste koncert og uden ny musik i bagagen imponere mig? Ville de indendørs rammer være tyskernes udskejelser værdigt? Ville det hele ende med en forudsigelig tysk hitparade?

Allerede de seks tyskeres entré vidnede om nytænkning. Midt i salen entrerede de mellem publikum og blev via en lift/lille scene løftet et par meter over gulvet. En enorm gangbro blev sænket fra loftet og via den marcherede de seks tyskere meget højtideligt mod scenen. Seancen trak ud, men det var ventetiden værd. De cirka 10.000 fans var lykkelige over at få lov at hylde deres helte fra koncertens start denne gang. Det havde vi ikke regnet med, og starten på koncerten kunne ikke have været bedre.

Så eksploderede showet – i mere end én forstand. ”Sonne” åbnede ballet, og herefter fulgte Rammstein en sætliste, som lagde sig tæt opad gruppens opsamling Made in Germany – 1995-2011 – hvert nummer så selvfølgeligt som wienerschnitzel på autobahnrestauranter. Der er numre der skal være der. Eksempelvis når Till Lindemann under ”Mein Teil” med flammekaster fyrer op under gryden med en keyboard-spillende “Flake” som hovedret, og når selv samme “Flake” under ”Haifisch” roer ud over publikum i sin gummibåd.

Pokkers ærgerligt er det, når nye hårde tempofyldte numre som ”B******** (Bückstabü)” og ”Waidmanns Heil” erstattes af langsommere klassikere som ”Ohne Dich”, som faktisk i korte perioder i Forum lullede et ellers livligt publikum i søvn. Der er koncerter, hvor disse pauser er tiltrængte og velplacerede, men når Rammstein er på besøg, vil man gennemprygles fra start til slut. Her gjorde især ”Feuer Frei”, ”Du Hast” og ”Links 2-3-4” heldigvis sit til, at vi blev sat på plads af de tyske stormtropper på scenen.

Apropos publikum skal der lyde en stor opfordring til de mindst 1000 fans, der bruger størstedelen af en så stor aften på at stå med mobiltelefonen i luften for at filme, dokumentere og dele. Kom nu ind i kampen – syng, hop, dans – nyd øjeblikket og giv stemningen et løft. Aftenens stærkeste numre peakede ved hjælp af 10.000 publikummers fælles jubel, men med så mange telefoner i luften og øjne på skærmene, så kostede det også under flere numre på stemningskontoen.

Det skal Rammstein dog ikke høre for. Som altid klappede Rammsteins imponerende pyroteknik perfekt. Ildspydende flammekastere i både scenegulv og –loft varmede helt nede midt i salen, og man imponeredes gang på gang, over den timing Rammstein lagde for dagen i samtlige koncertens 120 minutter. Heldigvis overraskede tyskernes show mig også med nye tilføjelser: Mod koncertens afslutning blev salen mørkelagt, og den store gangbro blev atter sænket fra Forums loft. Hvad der fra min plads lignede gruppens bassist der pryglede sine kravlende kolleger ned mod midten af salen, hvor en mini-scene rejstes fra gulvet. Herfra stod den på nærmest intimkoncert, hvor de seks industrirockere indledte med den altid populære ”Bück Dich”, hvor Till Lindemann traditionen tro fiskede sin dildo frem fra buksegylpen og først bagpulede den evige prygelknabe ”Flake”, hvorefter han lavede vel nok historiens største cumshot hvor formentlig flere hundrede fans havde æren af at blive ramt. Nok leveres løjerne med perfekt timing, men kender man Rammstein og deres koncerter, kommer timingen og den velforberedte plan på scenen til tider til at bringe spontaniteten og vildskaben i fare – og den elsker vi jo også Rammstein for.

Sådan sagde Rammstein farvel, men så let blev de ikke sluppet af et udsolgt Forum. I alt fem ekstranumre genantændte salen, og her var højdepunktet ”Engel”, hvor Lindemann var iført enorme vinger som selvfølgelig kunne….spyde ild. ”Amerika” og ”Pussy” er bestemt ikke mine favoritter, men som afslutning på aftenens mastodont-koncert, var de to letfordøjelige numre med til at skabe fest til det sidste.

Rammstein gjorde det igen. Som altid har de en plan for aftenen klar, og som altid lykkedes det også i aften til fulde. Ild, eksplosioner og små-masochistiske indslag mundede ud i en potent kombination af en rockkoncert og et teatralsk show.

Kapitän Till Lindemann lukkede og slukkede autoritært med ordene:

”Copenhagen. Das war Rammstein. Danke schön. Thank You. Vi ælsker Jer.”

 

Sætliste:
Sonne
Wollt Ihr Das Bett in Flammen Sehen?
Keine Lust
Sehnsucht
Asche zu Asche
Feuer Frei
Mutter
Mein Teil
Du Riechst so Gut
Links 2-3-4
Du Hast
Haifisch
Bück Dich
Mann Gegen Mann
Ohne Dich

 
Ekstra:
Mein Hertz Brennt
Amerika
Ich Will
Engel
Pussy
 
Written By
More from Lars Asmussen
20.07.09 – Metallica – Forum, Købehavn
Metallica har bestået premiere-koncerten i Forum, men dog ikke med den glans...
Read More
0 replies on “21.02.12 – Rammstein – Forum, København”