Dánjal: The Bubble

Dánjal er et ganske bemærkelsesværdigt talent, og dette album emmer tykt af humør, glæde og dybde og kunstnerisk integritet. Den færøske artist sætter sit eget personlige aftryk på et virvar af genrer og stemninger, og stort set alle numre lykkes godt.

Færøsk opvisning i genreskift med personlighed, dybde og højt humør

Den færøske sanger, sangskriver, musiker m.m. Dánjal er klar med sit andet album, og det er et overraskende, medrivende, smukt og skørt et af slagsen. Vi kommer det meste af Europa rundt, når det handler inspirationer og traditioner, og vi når omkring både cabaret, musical, rock og folkemusik, når man skal sætte Dánjal i genremæssig bås.

Albummet åbner i bedste balkan- og klezmer-stil, og her gør Dánjal det udmærket med højt humør – men uden at han adskiller sig synderligt fra de efterhånden mange andre orkestre, der kaster deres kærlighed over de energiske traditionelle toner fra syden. Til gengæld viser Dánjal senere på dette album, at han har en helt unik evne til at samle trådene mellem førnævnte genrer og nogle helt andre elementer. For selvom alsidigheden og de store stilskift er kendetegnende gennem hele dette album, så formår Dánjal at fastholde sit helt eget udtryk.

På ”Blow The Bubble” er det skøre indfald, fis og ballade, der griber og underholder, mens ”Bring Me Along” viser en tænksom og kunstnerisk meget stærk side af Dánjal. Opbygningen af dette nummer, der ligger som centrum og omdrejningspunkt på albummet, er ganske fortrinlig, og Dánjal formår at skabe et stemningsmæssigt udtryk, der er så nærværende og intenst, at 6 minutter og 19 sekunder ikke er et eneste sekund for langt. Det lidt dystre udtryk fastholdes på ”River”, der med sin cello-bund er smuk og nydelig, og det samme gælder på ”From a Father”, der primært tager afsæt ved klaveret.

En af de pudsige ting ved dette album, som jeg ikke helt ved, om jeg bryder mig om, er at Dánjal sætter scenen til fis og ballade på de første numre for så at trække stikket og tempoet ud til fordel for en nervesitrende intensitet. Den varer stort set ved, indtil sidste nummer – den teatralske, storladne, cabaret- og musicalagtige ”Paint Me Blue”, der ikke lader Beatles noget efter, når det gælder orkestralt humør og glade truthorn. Måske skulle materialet have været samlet på en anden måde, så de mange varierede udtryk blev blandet anderledes. Omvendt ville det måske også gøre det forvirrende at finde sit eget ståsted i de stemningsmæssige længdehop.

Dánjal er et ganske bemærkelsesværdigt talent, og dette album emmer tykt af humør, glæde og dybde og kunstnerisk integritet. Den færøske artist sætter sit eget personlige aftryk på et virvar af genrer og stemninger, og stort set alle numre lykkes godt, hvad enten vi er i Balkan, til klezmer-fest eller befinder os midt i en melankolsk ensomhed på en tåget eftermiddag på et færøsk fjeld.

Written By
More from Morten Wamsler
Lonnie Kjer/Stefan Mørk: 13 Songs
Målgruppen er sikkert ganske smal, og det lykkes sikkert ikke duoen at...
Read More
0 replies on “Dánjal: The Bubble”