Stort anlagt konceptplade skæmmes af lidt for pauver vokal
Københavnske Vinyl Floor leverer med deres andet udspil Peninsula en seriøst ambitiøs konceptplade, der lukrerer forelsket på datidens 70´er værker. På deres pressemateriale er bandet så forhippede på at proppe analyse og fortolkninger af den gamle fortælling om Utopia og Dystopia ned i anmelderhalsen, at man kunne ønske sig lidt mere tilbageholdenhed, frem for den lettere skolelærer-docerende grundighed.
Peninsula er opdelt i to dele; side A og B. På de to dele er overskrifterne signeret de ovenstående litterære begreber og sat i en flot artwork-ramme bestående af træsnitlignende tegninger med alt fra engle, religiøse tableauer og dramatiske sømandskampe mod naturens rasen. Alt sammen lækkert og gennemført.
Men når det kommer til de musikalske kvaliteter, er jeg mere lunken i min kritik. Efter den lovende instrumentale opstart ”Frames And Orchids”, der er pompøs og svulmende, men også helt rigtigt grandios, som oplæg til en stort opsat konceptforestilling, kommer et nummer som ”Ghost Of England”, der har lidt lyd-aner til Efterklang, men desværre med en produktion og vokal med højskole-stiløvelse over sig. Det er velment og korrekt spillet, men også lidt for kønsløst, gemytligt og kultiveret.
I det hele taget er der et bredt og luftigt lydbillede på Peninsula komplet med læssevis af strygere, blæsere og med vægt på instrumental nuancering og rum i musikken og det er for så vidt helt fint, men der er noget der hele tiden stikker i ørerne, når jeg lytter til Vinyl Floor. Hvad søren går galt tænkte jeg, da jeg lyttede til skiven og kom frem til, at Peninsula er et udpræget ambitiøst og stilistisk produkt, der lider under, at være et konceptalbum med en svært definerbar sound af et band, der vil mere end det er kapabelt til.
Specielt vokalen halter gennem en stor del af velpolstrede plade, især når der går storladen ballade komposition i foretagendet. Her kan man for alvor mærke begrænsningen hos forsangeren. Et eksempel er den ellers fine single ”A Car In The Sky”, der tidligere har kørt i P4 rotation. Her får vokalen tilintetgjort en smukt opsat og henført melodi, så man ærgrer sig.
Del to åbner ellers lyksaligt med en mere direkte rocket kant og ”Force You Through” fungerer bl.a. i kraft af et godt riff og et belevent og fremadrettet drive, der indeholder præcis den kant og uforstillede nerve del et er noget fattig på. Til gengæld lyder efterfølgeren ”In The Air”, som en fad og amatørbåren udgave af gode gamle The Divine Comedy eller vore egne anglofile 80´er darlings i Gangway. Bedre går det på ”What Lies Ahead”, der gennem enkle tre min. på ny entrerer det simple rockriff og beatdrevne trommer. Også ”Diverging Paths” kan også noget med en repetetiv, postrocket midterblok af guitar, orgel og trommer, der maskinelt og tungt cykler derudaf mod enden.
I den slemme ende finder vi henholdsvis ”Written In The Cards”, der er så full blown prætentiøs og klæbrigt overgjort i sin lyd og arrangement, at jeg fristes til at slukke inden sukkerstadset for alvor overmander mig og så ”Dumbfounded”, som bestemt har melodiske kvaliteter der får ørerne på vagt, men en vokal der bringer begejstringen på afstand igen. Jeg får i hvert fald igen lyst til at skippe til næste nummer. Værst af alt er dog ”Baton Rouge”, der er decideret tåkrummende og minder mig om alt det, jeg ikke kan lide ved et late-night barband, med hånden knugende mod hjertet og ansigtet i de rette patetiske folder.
Point for at jonglere med gamle værk-koncepter og turde gå hele vejen. Point for troen på egen formåen. Men med al respekt er der en del at arbejde med for Vinyl Floor, før bandet næste gang giver sig i kast med så stort et hævet brød.
