Tretten skæringer smykker skiven og på de ubesværede toner og letheden i lyrikken får man fornemmelsen af, at der snildt kunne have været dobbelt så mange numre at finde på debutpladen fra Penny Police.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med Penny Police og Marie Fjeldsteds yndige pigede vokal på Start! Festival sidste år, hvor hun spillede op i PH Caféen med sin EP Thieves like Us. Den gang som nu charmeres jeg og er bestemt ikke skuffet over de nye numre, der kæler min trommehinde mens solen varmer de vinterblege lemmer henslængt på en terrasse et sted i forårsramte København. Et bedre soundtrack til sådan en helt almindelig mandag i april kunne man dårligt tænke sig.
Americana-inspiration i form af blues-tangenter, bamsebløde tuba-trut, harmonika og banjo giver godt modspil til Maries sødmefulde vokal og leverer skæv kant. Men vigtigst af alt er autoharpen, som Marie selv spiller på. Med sin pudsige blanding af folkemusikalske associationer og elektronisk ambiente profil leger den med udtrykket og danner en anderledes grobund for kompositionerne end hvis det mere klassisk havde været guitar eller piano, der havde været udgangspunktet.
Det sammensatte synes at være kodeordet på pladen og for Penny Police i særdeleshed. Hun er ikke sådan lige at sætte i bås. Selvom Penny Police i anmeldelser af hendes EP er blevet sammenlignet med Agnes Obel og de måske bevæger sig i samme sfærer, så er Penny Police sin egen. Legelyst, melankoli, længsel, eftertænksomhed og begejstring blandes sammen og bliver til det skønt melankolske intronummer “Oh Lord”, der hjælpes på vej af en fintfølende trompet, der blæser henførte toner af sted ud i rummet. Et andet aspekt af samme blanding afløser på næste skæring “Slow Down Sofie”, der kærligt rådgiver og omfavner, hvor “Up Here” måske handler om følelsen af at blive kvalt og holdt nede, men understøttes af insisterende trommer og takftfaste klappen.
Lyrikken er simpel, tilstrækkelig, men teksterne rummer alligevel en fin ærlighed. “All I need is to grow on my own to feel both left and found //To have a place where people know//they know my name and sound” fra “Up Here” understreger fint dette med sin enkelthed. Marie Fjeldsteds stemme løfter teksterne og og puster liv i dem med sin bølgende vokal. En af favoritterne er “Was That It?”, der svinger lækkert med fansk chaison-fornemmelser og vellystige harmonikatoner, samt den tidligere nævnte elektroharpe i skøn harmoni. På skæringen “Superman Let’s Fly” løftes tungsindet og kompositionen driller og triller lystigt derud af, bl.a. med hjælp af elskelige banjotoner.
Det lovede godt på EPen og ligeså til Start! Festival 2011, og løfterne er blevet indfriet på dette umiddelbare, yndige, drilske, længselsfulde og ganske storartede debutalbum.
